ValkendorfsKollegiumEfter1865

og »bedrifter«, men ikke har fjærneste interesse for, hvad der ligger

før og efter deres tid.

Jeg er dog naiv nok til at bøje mig for komitéens anmodning om

et bidrag, men indskyder et advarende: »Tu l ’as voulu, Georges

Dandin!«

Hvor havde vi få penge, og hvor var vi ligeglade med det! Vor

absolute velhaver var nuværende professor

Martin Knudsen,

hvis

drikkepenge til pedellen så langt oversteg vi andres, og dog blev vi

næsten lige så godt behandlede, selv om vi ofte skyldte den eje

gode og hårdt arbejdende pedel

Wilhelm

flere »stærke«, end godt

var. Egentlig fattige syntes vi ikke, vi var, vor tro på fremtiden

var ukuelig, på embedseksamen følte vi os sikre og anså os ikke selv

for proletarer. Vi var i midten af halvfemserne stærkt påvirket af

den om sig gribende radikalisme og Hørups »europæiske« indstilling.

Georg Brandes var vor store fører, og teologerne vore bitre, men

højst kammeratlige modstandere i de endeløse diskussioner paa

læsestuen. Den »moderne« litteratur slugte vi begærligt og førte

lange samtaler om den, forsøgte os som essayister og småpoéter i

den dertil indrettede protokol og følte os meget overlegne. Som

Høffdings elever mente vi at befinde os på humanismens højdepunkt.

I dansk politik deltog de fleste af os med iver og ventede an

spændt de største resultater af det for hvert år mægtigere »venstre-

reformparti«, i hvilket jo Hørups »europæere« var gået op, fulgte

med oprigtig interesse og unægtelig nogen sans for halløjet de store

møder og de dramatiske valghandlinger, som årene bragte. Men

også den interne kollegie-politik blev af betydning for os. Ærgerrig

heder banede sig ved dygtighed og intriger vej til de eftertragtede

»embeder« som inspector på læsestuen og for haven, men

Peter Abeli

der døde ung som adjunkt i Ribe var vor alment anerkendte autoritet

som inspector collegii, velbegavet, tilpas fornem, med varm menne

skelig undergrund, som han var.

Livet i vækkerforeningen med den årlige skovtur, soldene på

læsestuen og det »store« gåsegilde kort før jul gør næppe krav på

særlig omtale. Vi forsøgte at være så saftige og grovkornede i taler

og sange, som disse lejligheder nu engang kræver, men undertiden

listede poesien sig over os en herlig aften ved Furesøe og udløste den

mest traditionsbundne skærsommernatsstemning. Karakteristisk nok