ValkendorfsKollegiumEfter1865

lidt færre højtgearede Superlativer i mine Indlæg i de forskellige

Debatter.

For at kunne dømme retfærdigt om Forhold og Personer paa

Kollegiet i Aarene omkring 1890 maa imidlertid to Ting tages

Betragtning.

For det første, at i disse Aar triumferede Brandesianismen,

sejersberust, samtidig med at dens Degeneration tydelig nok var be

gyndt. Der var ikke mere den første Gennembrudstids ægtefødte

Harme og maskuline Vilje til at løbe alt det bestaaende over Ende.

Negativ var Indstillingen stadig, men nu var den slap. Som

Valde

mar Vedel

nogle Aar senere skrev i »Tilskueren«: »Grin med Re

ligion og kønslig Uartighed var næsten det eneste, der var blevet

tilbage . . . som Ledestjerner til at samle Ungdommen om.« Og det

kendtes ogsaa hos Valkendorfs Kollegiums radikale Fløj. Selv om

der i min

Inspektortid

ikke — som det havde været Tilfældet før

og blev det senere igen (jfr. et berømt Billede i Blæksprutten) —

var Tale om Nattebesøg af tvivlsomme (eller ganske utvivlsomme)

Damer, saa var Luften dog i nogen G rad stadig inficeret. Det var

blandt andet til Tider en yndet Sport at »drille Theologerne« ved

obscøne Opslag ude paa »Trekroner«. En Ting, som disse maaske

nok burde have taget mindre tungt paa, end de (vi) gjorde.

Den anden Ting, der maa nævnes, er, at der ogsaa blandt »Ra

dikalerne« var elskværdige og dog i Bunden retsindige Mennesker,

som ogsaa jeg senere hen i Livet h a r kunnet mødes venligt med. Og

ogsaa under Kollegieopholdet kunde vi, i al Laid til Tider, have det

meget

fornøjeligt sammen.

Ransagelse i disse Dage af en gammel Pult, som jeg i sin Tid

købte derinde af den berømte

P. K ■Thorsen

— hvem jeg og mange

andre lokale Poeter har besunget i talrige D rapaer — h ar blandt

andet vist, at jeg endnu i Februar 1892 til et Gilde paa Læsestuen

skrev atten Vers paa atten forskellige Melodier om Alumnerne. Og

de giver ikke Indtryk af noget daarligt Lorhold mellem de andre

Kollegiebeboere og den ungdommeligt-diktatoriske — mærkeligt nok

uafsættelige (det var han da vist?) — Inspector collegii.

Men hvad jeg saa end kan have at gaa i Rette med mig selv

for (det er vanskeligt at dømme derom nu, da mange Enkeltheder

ikke staar mig klart) — eet staar fast: at jeg føler mig i virkelig