74 / 205
70
syede sammen til store folianter. På Universitetsbiblioteket eller Det
kgl. Bibliotek udskrev han af Worms Forfatterlexikon titlerne på
bøger fra 1550 til 1600 på sedler. Hvært blad i hans foliant bar
et årstal, og så klæbede han sedlerne ind på deres plads for på
den måde at få et kronologisk register over tidens danske litteratur.
Om han nogensinde blev færdig med dette kæmpeværk, ved jeg
ikke, men forbrændte rester af det findes endnu — hans bolig i
Ballerup blev to gange ramt af ildsvåde. Og det var jo kun fo r
arbejdet; planen var så at gennemlæse disse skrifter år for år for
at fastslå, hvornår et ord første gang forekom i dansk litteratur
Selv om han ikke var bleven syg, vilde han aldrig være nået til
ende blot med denne gennemlæsning.
Ind imellem fremsatte han så sine ejendommelige tanker om
sprogforandringer i foredrag eller afhandlinger, og dær kom hans
gammeldanske viden til sin ret.
Thorsen var en ensom mand; han kom meget lidt ud i familier;
hans få jævnaldrende kammerater kom ud i provinsbyerne; fo r
eningslivet, ud over Filologisk Samfund, dyrkede han ikke. Derfor
blev kollegiet hans hjem, i kammeratlivet dær fandt han nogen er
statning, og han burde egentlig ligesom Peder Kylling og Hans
Been have været alumnus perpetuus. Han blev det på en måde, idet
han også efter sin udflytning blev ved at være »medlem af læse
stuen« og havde sin hyppige gang på kollegiet. Som han i sin
alumnetid havde været dus med med næsten alle os andre, blev han
ved at finde venner blandt de yngre. Valdemar Jensen (alumne
1902—06) delte i mange år hus med ham i Ballerup, og Ove Engel I
(al. 1903—07) valgte han til sin executor testamenti.
Thorsen indtog en ejendommelig stilling mellem alumnerne. Han
var den eneste af os, der var kendt som videnskabsmand udenfor
Danmark, og dette gav ham selv på kollegiet anseelse. Hans sær
heder, som bl. a. hængte sammen med en vis mangel på praktisk
sans og en dermed følgende forsømmelse af det ydre, gjorde ham
på den anden side til en skive for de yngres vittigheder og drille
rier, som han for det meste selv tog fra den gemytlige side. Han
var altid sig selv og havde i mange ting sin egen mening, med tiden
mere og mere reaktionær, og han fremsatte gærne sine uforgribelige
tanker, hvor lejligheden bød sig, og så tog han med sindsro de klø