72 / 205
68
og havde man blot opbevaret disse, vilde adskilligt af det, som den
gang satte sindene i bevægelse, dukke frem i erindringen. Der stifte
des naturligvis adskillige foreninger og mindre sammenslutninger,
men de fleste af disse fik kun kort levetid. Tennisklubben, der fik
indrettet bane i baghaven, kunde dog glæde sig ved stor og varig
tilslutning, men tennisspillet gav jo også lejlighed til daglig at få
en både sund og fornøjelig motion.
Da kollegietiden sluttede, og man begyndte med det, der skulde
blive fremtidens gerning, gik tankerne ofte til kollegiet, og man
savnede kammeratlivet derinde.
MAR IUS KR ISTEN SEN
1890—94.
I 1890 tiltrådte Johannes Nordentoft Thomsen stillingen som in
spektor på kollegiet. Jeg var ikke ukendt med dets eksistens, da jeg
havde to fagfæ ller boende på kollegiet og desuden tre gamle skole
kammerater. Kun med P. K. Thorsen og matematikeren Niels Chri
stensen stod jeg dog i nærmere berøring, men alene dette var grund
nok til, at jeg med glæde modtog udnævnelsen til alumne den 1.
oktober 1890. Senere så jeg i min alumnetid endnu to fagfæ ller og
fire skolekammerater (to klassekammerater) rykke ind foruden to
andre, som jeg fra rusåret var dus med, så jeg kom ikke til at
føle mig som en fremmed. Som inspektor blev min skolekammerat
Johannes Thomsen afløst af min tidligere stuefælle på nr. 21 Emil
Westrup, som igen (efter min udflytning) afløstes af min fagfælle
Peter Abeil. Det er da kun naturligt, at Valkendorfs Kollegium i
disse år blev et hjem for mig.
Når kollegiet ikke i endnu højere grad blev mit hjem, sådan
som det blev. det for P. K. Thorsen, så var skylden ikke kammerater
nes, men det kom af, at jeg var så lykkelig, at en række udmærkede
københavnske hjem åbnede sig for mig ved gamle og ny bekendtska
ber. I disse hjem fandt jeg venner, som jeg endnu ejer, og sådanne
fandt jeg da også på kollegiet. Disse hjem skylder jeg nok også,
at jeg blev menneske mere end student i disse år.
Men hjalp disse hjem mig til at føle mig mere som menneske