ValkendorfsKollegiumEfter1865

end som student, så var kollegiet, og ikke studenterforeningerne, en

lige så god hjælp til, at jeg blev student og ikke blot fagstuderende,

hvad jeg vist egentlig havde gode anlæg til at blive. Vel kunde der

være uenigheder og små stridigheder mellem alumnerne, skønt der

var mindre, end der havde været og noget senere skulde blive. Men

i det hele var der et udmærket kammeratskab, og inspektor ledede

det daglige samliv med en fast men ikke trykkende hånd.

Kollegiets elegantiers var medicinerne, især reservelæge i mari

nen Poul Schmidt, i anciennitet den ældste alumne, og Holger Prip,

hvis værelse var et kunstmuseum en miniature, men ogsaa den state

lig Stig Madsen, som kort efter at have taget en strålende eksamen

døde af difteri som kandidat på Blegdamshospitalet, og »studenter

skuespillerinden« Svend Mygind. De døde alle ret tidlig, derimod

lever endnu vore fortræffelige haveinspektører Georg Lasson, en

djærv sømandstype, og Halfdan Knudsen ligesom de yngste, Chri

stoffer Engelbreth og bridge-eksperten Charles (Kaalund-) Jørgen

sen, i hvis lod det faldt at konstatere Thorsens sukkersyge.

Videnskabeligheden var utvivlsomt finest repræsenteret i natur

fagene. Præ-kandidaten Niels Christensen gik skolevejen og blev

rektor i Randers, men de tre andre blev professorer, Martin Knud

sen ved Universitetet, Absalon Larsen ved Polyteknisk Læreanstalt,

og Fr. Weiss ved Landbohøjskolen. Det kan vel kaldes et strålende

firkløver.

Sådanne karrierer kan de andre fakulteter ikke opvise. At et par

teologer blev provster, den ene — inspektor — endda to gange, er

jo kun normalt. A f juristerne (kammerherre Clan kan næppe regnes

med) blev en dommer, en anden kontorchef, og af humanisterne

nåede kun en op til rektorværdigheden ved et kommunalt gymna

sium, en anden blev skoledirektør i Holstebro. At Peter Abeil vilde

have nået en rektorstilling, om han havde levet noget længere, er

dog rimeligt.

Men så havde vi jo P. K. Thorsen. Hans forhold til kollegiet er

et kapitel for sig. Han var langt den ældste, omkring 40 år, og

allerede inden sin magisterkonferens en anset dialektolog. Nu var

han opfyldt af store planer om en indgående undersøgelse af det

danske skriftsprogs ordforråd. Men det må nok siges, at forberedel

serne var slemme. Fra læsestuen fik han gamle aviser, som han