104 / 173
98
i Evropa, nemlig som Ministerresident, og havde Udsigt
til at forblive der, besluttede mine Forældre sig til ogsaa
at forlade Amerika.
I en Fart skete Opbrudet fra vort gamle, i syv og
tyve Aar beboede Hjem, og den 17de September 1857
forlod vi Philadelphia for at indskibe os med Damp
paketten »Arago« fra New-York.
Det var ikke uden dyb Bedrøvelse, at vi forlod saa
mange kjære Venner og det skjønne Land, hvor vi havde
været saa lykkelige, men Ønsket om at leve i Nærhed
af Broder var den Tilskyndelse og det Haab, der gjorde
os tilfredse.
Det sidste Minde af Amerika var vidunderlig skjønt.
Aldrig har et herligere Syn mødt os, end da vi gjennem
Raritan Floden kom ud i New-Yorks prægtige Bugt, op
lyst af den dalende Sols glødende Straaler, idet vi sagte
gled forbi det yndige Staten-Island med dets maleriske,
høje Bakker, dækkede af herligé Skove, dets nydelige
Landsteder og Haver, medens Bugtens spejlklare Flade
skinnede i Perlemoders og Konkyliers bløde Farvetoner,
og Hundreder af smaa og store Sejlere stille og let
gyngedes paa det zittrende Lyshav. Der er Øjeblikke,
da Naturen ligesom Mennesket kan bære Præget af en
aandelig Forklarelse. Hin Eftermiddags Solnedgang gav
et saadant Udtryk til Naturen ved vor Afrejse fra det
skjønne, stolte Amerika— et Land og et Folk, vi lærte
baade at beundre og føle Hengivenhed for i mange Hen
seender under vort lange Ophold der.
A t vi ogsaa vare venlig erindrede i Amerika, beviste
ej alene den komplimenterende Omtale, min Fader og
Broder erholdt i de amerikanske Blade efter vor Afrejse,
men er senere bekræftet ved den vedvarende Interesse
og trofaste Venskab, som saa Mange have bevaret for