66 / 173
6o
staaer i at see mange af sine forudfattede Forestillinger
tildels kuldkastede, og, fra at være sunken næsten ned
til Frysepunktet, langsomt føle Varmen hos sig stige
opad ved at finde, hvorledes man Dag efter Dag træffer
Sager og Gjenstande, der vække Ens Følelse og Inter
esse, Ens Forstand og Skjønhedssands eller berøre Hi
storien. Naar man tilsidst fatter den uhyre Mængde af
Storhed og Skjønhed, som er samlet i Rom, saa føler man
Begejstring for Byen, og Rom er igjen i Ens Øjne det
evige Rom, den gamle Stad, hvis Historie er Evropas,
hvor man lever lige som i Anskuelsen af Tusinder Aar, og
nu betragter man Alt med et poetisk stemt Sind, og
man ønsker ikke, at Rom skulde være anderledes, end
det er.«
Fra Rom tog de over Terracina til Neapel. »Den
flade Kampagna med Ruiner af Templer og mægtige
Vandledninger, hvilende paa umaadelige Buer, det øde
Land, hvor intet Levende sees undtagen det smukke,
bredhornede Kvæg, der er Landet egent og bevogtes af
banditudseende Hyrder— dette med Bjergene, Havet og
Rom, den stolte Verdensstad, i det Fjerne var sandelig
et højst malerisk og mærkeligt Billede.« Ved Nattetid
ankom de til Terracina, et sandt Røverhul. »Frygtelige
Klipper, brudte i fantastiske Former, stige brat ned til
Havet, givende kun Plads for- Vejen, Vinden blæste en
Orkan, Bølgerne slog i rædsomme Brændinger tordnende
mod Land — denne vilde Scene belyste en Halvmaanes
blege Lys — ingen Mennesker saaes uden vi to Rejsende.
Endelig kom Diligencen fra Neapel og fremkaldte en
pittoresk Scene: Postilloner og Konduktører med Lan
terner, søvnige Rejsende, jagede ud af den magelige
Vogn i Nattens kolde Blæst, Skjænden og Eder, og en
gammel Bassist, der jamrede sig af Fortvivlelse over sin
tabte Kuffert i en egen brummende Melodi — og I have