124 / 304
Brigaden indgik derfor umiddelbart efter til Kollegiet med et
detailleret Forslag til Oprettelsen af e t V a a b enm u seum . Det
kan næsten se ud, som om C. J. Thomsen har staaet bagved og
hvisket den konciperende i Øret.
I Museet skulde ikke blot indgaa Haandvaaben og Artilleri
materiel, men ogsaa Faner, Uniformer og alt andet, som belyste
Armeens Udvikling. Det hele skulde udformes paa videnskabeligt
Grundlag, og af Hensyn til de deraf følgende Studier skulde ikke
blot Modelsamlingen og Tegnearkivet men ogsaa Artilleriets Bib
liotek gaa ind under Museet.
Tanken var saaledes stort anlagt, men man begyndte aaben bart
straks at forhandle om Sagen ; thi der gik næsten et Aar, inden
den kongelige Ordre kunde
udgaa til Tankens Realisa
tion, og den var da betydelig
spagfærdigere. Der nedsattes
en Kommission den 16. Juli
.1845 med den Opgave at skabe
Grundlaget for et Vaabenmu-
seum; men der gik ikke min
dre end seks Aar, før den
havde endt sit Arbejde, og
meget tyder paa, at den paa
adskillige Punkter stødte paa
en ganske vist ikke officielt
udtalt Modstand.
Resultatet blev da ogsaa kun
halvgjort Arbejde, som skulde
fortsættes af en ny Kommis
sion, der nedsattes efter kon
gelig Forordning af 30. Novbr.
1853. Kommissionen af 1845
blev opløst som selvstændig
Kommission og smeltet sam
men med den historiske Vaa-
bensamlings — ialt 6 Med
lemmer. Desuden bestemtes
det, at Chefen for Laborato-
rie-Etaten og Konstruktøren
ved Artilleribrigadestaben
skulde tiltræde Kommissionen
ved Forhandlinger, der gjaldt
henholdsvis Laboratoriets og
Modelsamlingens Sager, som
skulde optages i det paa
tænkte Museum. Kommissio
nen skulde, saa længe den
bestod, sortere under Briga
den, og den skulde, in d t il
M u se e ts e n d e lig e Ord
n in g va r fu ld fø r t, føre
Inventaret i to Hovedafsnit
(Haandvaaben og større Skyts), der først da skulde smeltes sammen.
Der synes imidlertid at være gaaet militær Politik i Sagen paa
dette Tidspunkt, og den eneste, der havde kunnet give de rene
Udviklingslinier for det vordende Museum, Etatsraad Thomsen,
holdt sig uden for alt dette, som han ikke begreb. Dertil kom
ogsaa i de følgende Aar vor ulykkelige Krig og den Depression,
som ytrede sig herhjemme efter denne.
Thi hvor mærkeligt det end lyder: Museet blev aldrig til Vir
kelighed, og den Kommission, der skulde ordne dets Forhold,
sidder den Dag i Dag! Inventarerne føres endnu efter Instruk
tionens Ordlyd i to Afsnit af to forskellige Materialforvaltere, et
for Haandvaabnene og et for Kanonerne, og hvad der er det værste,
af Nemhedshensyn inddrog man fra Begyndelsen disse Afsnit i
Tøjhusets og i Rustkammerets Regnskaber, ganske vist som en
særskilt Del deraf, men Kommissionen og den nuværende Bestyrer
af Samlingerne mangler derved et meget væsentligt Led i den
daglige Administration af de mange forskellige Samlinger, der
nu findes.
Navnet „den historiske Vaabensamling“ dækker nemlig saa langt
fra over, hvad der paa dette Tidspunkt rummes deri, men — ogsaa
efter Ordlyden i Instruktionen for Kommissionen af 1853 — den
sorterer stadig under Artilleriet, eller rettere nu under Hærens
tekniske Korps! Naturligvis er der i Aarenes Løb sket smaa
Ændringer f. Eks. i Kommissionens Sammensætning o. 1., men i
Hovedsagen er alt ved det gamle. Adskillige Officerer er gaaet
i deres Grav uden Anelse om, at de i en Række Aar i Følge
deres Tjenestestilling havde været Medlemmer af denne besyn
derlige permanente Kommission.
Mærkeligt er det ogsaa at se, hvor lidt Opmærksomhed man til
Tider skænkede Samlingens Anliggender. De tilforordnede Offi
cerer havde ingen Interesse deraf, og for de regnskabsførende
Underofficerer gjaldt det om at slippe saa billigt som muligt
derfra. Saaledes ses det flere paa hinanden følgende Gange, at
der kom en kongelig Resolution, der paabød, at nu de og nu de
gamle Regimentsfaner skulde optages i den historiske Vaaben
samling. Men da Regnska
bets 3. Del (Vaabensamlin-
gen) ikke i Forvejen havde
et Afsnit for Faner, ignore
redes ganske roligt den kon
gelige Ordre, og Fanerne op
toges i Rustkammerbehold
ningerne, saaledes at Vaaben-
samlingen indtil Oktober 1922
ikke ejede en eneste Fane.
Først da overførtes de til Vaa-
bensamlingens Beholdninger.
Det første Skridt til Ska
belsen af en Museumsinstitu
tion gjordes først i 1919, da
den hidtidige Konservator,
Kapta jn Støckel, ansattes som
Bestyrer. Fremtiden skulde
helst bringe lysere Arbejdsvil-
kaar for denne unge Institu
tion, hvis Arbejde er saa me
get haardere, som den beskæf
tiger sig med en gennem næ
sten hundrede Aar museums
mæssigt set forsømt Samling.
En af Vaabensamlingen sær
lig fortjent Mand, den senere
omtalte Oberst Otto Blom, har
i sin Afhandling om Tøjhuset
i Historisk. Tidsskrift i 1888
givet Udtryk for sine Bekym
ringer om disse Forhold saa
ledes:
„. . . En Resolution af 30.
November 1853 bestemte, at
den historiske Vaabensamling
skulde bestyres af en Kom
mission under Artilleriet, uden
at der blev truffet nogen ende
lig Bestemmelse om dens Om
fang, og uden at dens Bestanddele blev særskilt inventerede eller
virkelig udskilt af Tøjhusets Regnskaber. D en p r o v is o r is k e
F o r fa tn in g har ik k e væ r e t t i l Gavn fo r S am lin g e n og
k a n o g sa a i F r em tid e n b liv e den s k a d e lig , h v is den ik k e
a f lø s e s a f en m ere d e f i n it i v .“
Denne Ordning er udeblevet indtil nu, da det — som det senere
skal ses — begynder at lysne. Naar Oberst Blom skriver, at
Samlingen efter Resolutionen af 1853 skulde „bestyres“ af en
Kommission, er dette en forkert Opfattelse af Ordlyden. Det
var denne Kommissions Opgave at skabe Rammerne om et Mu
seum, men hvorledes dette i Fremtiden skulde bestyres, nævnes
absolut ikke.
Endnu inden den indledende Kommission havde endt sit Arbejde,
havde Samlingerne faaet et Par overordentlig værdifulde For
øgelser. Først blev Rækken af gamle Kanoner forøget med en
Række Skibskanoner af langt større Ælde end man hidtil havde
ejet dem, og dernæst inddroges fra Rendsborg Tøjhus alt, hvad
der derovre fandtes af historisk Interesse.
Det var i 1847, at en af Schvvitzers Dykkerbaade, der arbejdede
paa Anholt Rev, traf paa et Skibsvrag fra c. Aar 1400. Natur
ligvis var det sunket meget sammen og laa begravet i Sandet,
saa det var ikke muligt at konstatere, om det var et Krigsskib
eller et Handelsfartøj. Skytsets Mængde, dets Størrelse og An
Frederik II's Kaarder m ed hans V algsprog.
376