130 / 304
udmærket Tilgang af Faner fra de tidligere slesvigske og hol
stenske Regimenter, hvoraf desværre en Del senere er gaaet til
Grunde.
Det havde hidtil været Skik og Brug, at Afdelingernes Faner,
naar de blev kasseret, afleveredes til det nærmeste Tøjhus;
men Opbevaringen af dem var ikke særlig omhyggelig, og det er
derfor kun et Faatal af dem, der er blevet reddet fra Tilintet
gørelse. I Aarene 1859—61 sørgede General J. S. Fibiger for, at
de erobrede Faner, eller rettere de af dem, der endnu var i
Behold, og som Støv og Ælde ikke helt havde ødelagt, dels blev
afbildet og dels blev
restaureret. Først
mange Aar senere
begyndtes en Konser
vering af de danske
Faner, der nu for faa
Aar siden er overført
til den historiske
Vaabensamlings Be
holdninger.
Det var denne Gang
Obersterne Emil Mad
sen og le Maire, der
gik i Breschen for at
disse Faner skulde
bevares. Beløbet der
stilledes til Raadig-
hed var dog kun ringe,
og til Trods for at
Konserveringen end
nu fortsættes, er det
kun et Faatal af disse
Faner, der har gen-
nemgaaat den nød
vendige men meget
svære Konserverings
behandling.
I 1860’erne under
gik en Del af Tøj
huskompleksets Byg
ninger en Række For
andringer baade i det
Ydre og i det Indre.
Det kongelige Bib
liotek havde længe
trængt til Udvidelse,
og man havde endog
i 1850 erne omgaaedes
med den Tanke at
bygge en Etage til
paa Tøjhuset for der
igennem at skaffe
Biblioteket forøget
Plads. Dette blev dog
heldigvis undgaaet!
I Stedet for overgav
man i 1862 Biblioteket den nederste Etage i dets egen Bygning,
det gamle Felttøjhus, som efter at Pontonekvipagen var blevet
Hyttet til Holsten, havde tjent til Magasin for Artilleriets Behold
ninger af Seletøj.
Ogsaa paa anden Maade havde man i disse Aar Tanker om at
ændre Tøjhusets Udseende.
Da man i 1857 nedbrød Vesterport, tilbød Entreprenøren, Hr.
Aird, Militæretaten at nedtage Façaden mod Marken i ubeska
diget Stand, saa at den kunde anvendes ved en af de militære
Bygninger.
Kunstakademiet havde ganske vist i Forvejen udtalt, at det
ikke fandt, at denne Façade havde hverken saa megen kunst
historisk eller kunstnerisk Interesse, at den fortjente at bevares,
men Here Officerer, bl. a. Major Haxthausen og Kaptajn Linne-
mann, der paa den Tid begge var Medlemmer af den historiske
Vaabensamlings Kommission, fandt, at man maatte gøre noget
for at bevare dette militærhistoriske Arbejde. Af samme Opfat
telse var ogsaa Arkitekt F. Meldahl, der offentlig tog til Orde
for, at den karakteristiske Façade, der trods Portens Ombygning
i 1668 stammede fra Opførelsen i 1616, blev bevaret for Efter
tiden i en eller anden Form. Men hans Ord fandt ingen Gen
klang. Gennem de omtalte Officerers Interesse for Sagen faldt
Tanken imidlertid ganske naturligt paa Tøjhusbygningen, der jo
dog rummede et Slags Militærmuseum. Fortifikationen, der svarer
til det nuværende Ingeniørkorps, hvorunder sorterer de militære
Bygninger, fik overladt Sagen til Bedømmelse og mente ogsaa nok,
at Façaden kunde anvendes til Dekoration af Tøjhusets Midter
port mod lange Tøjhusgaard, men da man ikke i Øjeblikket kunde
ofre de 1000 Rdlr., som det vilde koste at stille den op, maatte
den indtil videre ma
gasineres.
Men for Fortifika
tionen ruinmede Sa
gen endnu Here Be
tænkeligheder.
Op
sætningen af denne
Façade kunde jo over
hovedet ikke finde
Sted før hele Tøjhus
bygningen gennemgik
en i høj Grad tiltrængt
Restaurering. I Øje
blikket stod den jo
med forvitrede Mure
og affaldet Kalkpuds
og vansirede i høj
Grad hele Komplek
set. Men kalkulerede
man nu denne Istand
sættelse til 5500 Rdlr.,
vilde Vesterports Op
sætning indirekte
medføre en Udgift
paa c. 7000 Rdlr.
Til Trods for, at
Restaureringen alt-
saa var paakrævet og
derfor ved Lejlighed
m a a tte medføre en
Udgift, skød man i
Øjeblikket ligesom
Skylden for de store
Omkostninger over
paa Vesterports-Pro-
jektet, og Planen om
dens Bevarelse paa
denne Maade faldt
dermed til Jorden.
Heldigvis! Kunde
det end have været
ganske interessant at
have bevaret denne
Portfaçade, vilde den
dog efter denne Plan
ha ve ændret Tøjhusets
Karakter i en saa betydelig Grad, at man kun kan være glad
for, at det ikke skete. Christian IV’s pompøse Bygning fik Lov til
endnu nogle Aar at beholde sit gamle Udseende, men — som det
senere skal ses — den undgik ikke sin Skæbne. Det eneste, der
reddedes fra Nedbrydningen af Vesterport, var den tidligere om
talte Buste af Christian IV, som fik Plads i den historiske Vaaben-
samling, hvor den i en Række Aar stod opstillet i Edskapellet.
Som Erstatning for Afgivelsen af det gamle Felttøjhus til det
kongelige Bibliotek fik Artilleriet overladt hele Bageribygningen
ved Proviantgaardens Sydende, som Flaaden indtil da havde haft
Raadighed over, og som nu atter skiftede Navn og Resten af
Aarhundredet kaldtes S e le t ø j s m a g a s in e t .
Bygningen var i en elendig Forfatning og skæmmedes ikke
mindst af de Stræbepiller af mere moderne Stentyper, hvormed
man havde stivet den af. Yderligere var det jo meget ubekvemt,
at den laa adskilt fra Tøjhusets øvrige Grund ved Indløbet til
den gamle Havn. Man tænkte allerede saa smaat paa at lægge
en Bro over dette Indløb, da Spørgsmaalet løstes paa en langt
bekvemmere Maade.
882