175 / 304
K onstruktion af B ibliothekssalen paa Frederik Ill’s Tid.
saa bestemt til at være mere end et Bibliothek. Den var indviet
til M ars, L ex & Ars
0
: til Krigen, Literaturen og Kunsten.
Dens Stueetage overlodes til Tøjhuset, og i Hvælvingerne depo
neredes i henved 200 Aar en Samling af det svære Skyts. Paa
første Sal laa den store Bibliotliekssal med
Lys fra begge Sider. En prægtig Sal med
sine 125 Alens Længde og 18 Alens Bredde;
kun Højden, halvtiende Alen, var ikke i
Proportion med de øvrige Dimensioner.
Langs hele Salen et omløbende Galleri
baaret af 66 hvidmalede Søjler med for
gyldte Kapitæler. Gulvet lagt med sorte
og hvide Marmorfliser. Ellers alt, Reoler
og Inventar, i Hvidt og Guld. Den Slags
Pragtsale til Bibliotheker var ikke ualmin
delige i Udlandet. Stilen var nærmest ita
liensk Renæssance — Frederik III har bragt
Forbilleder med fra sine Udenlandsrejser.
Et dejligt Skue at træde ind i denne Sal,
helst dengang hele Gulvet har været frit
og Bøgerne kun anbragt i de faste Væg-
reoler. Efterhaanden som Bibliotheket vok
sede og Reoler maatte placeres paa Gulvet
for at skaffe Plads, saaledes at kun en
Midtergang holdtes aaben, forviskedes den
perspektiviske Virkning. Men hvor var her
alligevel skønt og morgenfrisk, naar Solens
Straaler spillede paa alt det Hvide og
Forgyldte — et imponerende Skue! Men til
Gengæld kunde Vintermørket ruge stærkt
paa Gallerierne i den iskolde Sal. Men endnu engang, da ved
Flytningen i 1906 alle Bøger og Reoler var fjærnede, kom den
stolte gamle Sal til- sin Ret. Maleren Erick Struckmann har for
eviget dette korte Intermezzo, inden den omdannedes til moderne
Jernmagaziner i det nuværende Rigsarkiv, som blev Bibliothekets
Arvtager.
J. M.
Se Tekst
Adgangen var en solid Egetræs-Vindeltrappe, der har været
slidt af mere end to Aarhundreders Generationers Fodtrin. Den
førte ind til et mindre Kabinet, lige til Flytningen Bibliothekets
Hovedkontor, Udlaansværelse m. m., ligesom der paa den anden
Side af Salen fandtes et tilsvarende Kabi
net. I dette blev Griffenfeldt, den første
Bibliothekar, efter Traditionen fængslet og
ad Løngangen ført ud til Kanalen, hvor den
Baad ventede, der bragte Fangen til Kastellet.
Paa anden Sal anbragtes Kongens „Kunst
kammer“, der var en righoldig, men ganske
umethodisk og usystematisk Samling af alt
hvad man dengang ansaa for „Rariteter“—
ligefra Forsteninger, udstoppede Dyr til
Malerier og Oldsager. Her paa Kunstkam
meret opbevaredes ogsaa de berømte Guld
horn til 1802, da de fandt deres Skæbne,
blev stjaalne og omsmeltede.
Et Bibliothek kan vokse stærkt. Allerede
Frederik III havde erhvervet flere Adels-
mænds Bibliotheker, og i det følgende Aar-
hundrede kommer den mægtige Tilvækst
først fra Otto Thotts enestaaende Biblio
thek og Haandskriftsamlinger, dernæst ved
Erhvervelsen af Suhms endnu større Bog
samling, af Hjelmstjernes udmærkede Col
lection af gammeldansk Literatur, og af
Adam Müllers kostbare Kobberstiksamling,
„Pinakotheket“ i 24 kæmpemæssige Læder
bind. Alt dette krævede endnu mere Plads
end den store Sal kunde yde, og saa blev i Slutningen af Atten-
hundred-Tallet Løngangen, der forbandt Bibliotheket med Tøj
huset nedrevet, og en Tilbygning opført af Arkitekt Zuber, ganske
i Tilknytning til Bibliothekets Sal; herved vandt man to gode og
rummelige Sale, i første og anden Etage. Ogsaa de forsynedes
med Gallerier, og uberørte af Rigsarkivets Ombygninger er de,
415