177 / 304
det Store Kongelige Bibliothek — som det nu kaldtes til Forskel
fra Kongens Privatbibliothek paa Slottet, som forøvrigt gik op i
Flammer ved Slotsbranden i 1794 — erklæret for en offentlig Insti
tution, til hvilken Adgangen var aaben for alle mod betryggende
Sikkerhed. Imidlertid var det i den nærmest følgende Menneske
alder smaat bevendt med denne Adgang. Udlaan var kun tilgæn
gelig paa fem af Ugens Dage, og endda skulde Bøgerne, som rekvire
redes, bestilles Dagen
forud. Og den „Læse
sal“, som etableredes
ved at inddrage et
Stykke af en af Kunst
kammerets Sale, som
laa den ny Tilbygning
nærmest, var kun et
lille Rum, tilgænge
ligt for en halv Snes
Mennesker, og kun to
Timer om Dagen fra
11
—
1
.
Det var dette Nabo
skab, som kostede os
Guldhornenes Til
intetgørelse. En ung
Guldsmed Heyden-
reich havde forelsket
sig i Guldhornene —
h a nm a a tte eje dem.
Og for lettere at naa
sit Maal spillede han
den ivrige Studeren
des Rolle, indfandt
sig daglig paa Læse
stuen og snakkede
saa godt for den
gamle Fyrbøder og
Opsynsmand, at han
fik Lov at indfinde
sig en Time før, me
dens den Gamle tul
lede omkring og
gjorde i Stand. En
Dag lagde Fyrbøde
ren Nøgleknippet fra
sig paa Bordet, mens
han syslede andet
steds — og paa dette
Øjeblik havde Hey-
denreich luret. Det
var ham et Øjebliks
Sag at tage Voxaf-
støbning af de Nøg
ler, der kunde lukke
ham ind i Bibliothe-
ket og Læsestuen —-
og derfra videre ind
i Kunstkammeret. En
mørk November-Nat
i 1802 lykkedes det
ham at slippe ube
mærket forbi Skild-
vagten ved Indgan
gen til Bibliotheket,
lukke sig ind, røve den uvurderlige Skat og med Guldhornene i
sine Arme atter at slippe ud. —
Der var en vis mystisk Atmosfære over det gamle Bibliothek.
Den unge T h ie le , der var Copist ved Udlaanet, fortæller i sine
E r in d r in g e r , hvordan der gik Frasagn om at det spøgede i den
store Sal. Skildvagterne nede i Artillerigaarden havde set Skik
kelser bevæge sig heroppe ved Midnatstide. Forklaringen paa
dette Spøgeri kom omsider. En Aften havde Overbibliothekar
M o ld e n h aw e r været i Selskab hos Grosserer Tutein. Man var
kommen op at disputere, og Moldenhawer, der næsten kendte
Bibliotheket i Blinde, besluttede da i den maanelyse silde Aften
at hente en Bog fra Bibliotheket for at gøre Ende paa Striden.
Som han havde lukket sig ind og fra Kabinettet traadte ind i
den store Sal, saa han i Maanestraalerne, der spillede ind paa
Marmorgulvet og kastede Reolernes Skygger frem for sig, en
pelsklædt Skikkelse forsvinde bag en Reol. Moldenhawer fulgte
efter den, Skikkelsen retirerede — Overbibliothekaren raabte den
an og bød den at staa — stadig forsvandt den bag en ny Reol,
helt ned til Salens Ende. Endelig stod han foran det lodne Dyr
eller hvad det var —
og genkendte til sin
Overraskelse sin egen
gamle Bibliotheks-
sekretær E c k a r d t,
en Særling og Bog
orm, der undertiden
ikke havde Lyst at
gaa til sit ensomme
Hjem om Aftenen,
men foretrak at over
natte i Bibliotheket
i Bjørneskindspels og
laadden Hue.
Det blev ogsaa
Thieles Fortjeneste
at give Kunstkam
meret paa 2den Sal
Dødsstødet. Det var
nu helt fuldtproppet
af alskens gammel
Ragelse, godt og
værdiløst mellem
hinanden —et Pragt
stykke var den ud
stoppede hvide Hest,
der havde konkurre
ret med en kongelig
Løber! Sent og tid
ligt ytrede Thiele, at
det kgl. Kunstkam
mer burde opløses,
revideres, og hvad
der duede anbringes
i særlige Museer,
Hans Ord fandt Gen
lyd paa højere Ste
der. 1 1827 skete Ud
flytningen, og næste
Aar kunde Bibliothe
ket tage hele Byg
ningens anden Etage
i Brug. Læsestuen fik
nu den Skikkelse,
som den bevarede til
Flytningen i 1906, og
Resten af Lokalerne
blev taget i Brug af
den danske Afdeling
og af Haandskrif-
terne.
Men en Menneske
alder senere kneb
det igen med Plads.
En Optælling i 1862
viste, at Bibliotheket
havde naaet den halve Million Bind (man kan regne, at Tallet
nu er fordoblet, saa at det kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn er Nor
dens største og første). Endelig var da Tidspunktet kommet, til
at den sidste uvedkommende Gæst maatte forlade Huset. Hvait
Fællesskab var der desuden mellem Kanoner og Bøger? Hele
Stueetagen blev nu rømmet for Artilleriinventar, og Rummene
indrømmet til Bibliothekets Udvidelse ved Opstilling af overmaade
høje Reoler, hvor Stigen næsten altid maatte benyttes. At frem
tage en Bog fra de øverste Hylder i det temmelig mørke Rum,
hvor kunstigt Lys ligesaa lidt fandtes som i de andre Lokaler,
var næsten livsfarligt. Rummene her i Stueetagen var saa vist
ikke ideelle. Bøgerne blev skimlede og fugtige.
Stukloft fra Fr. lll’s Tid i K ontoret i gam le kgl. Bibliothek.
417