25 / 304
herom: „I Vimmelskaftet blev Løveapotheket paa Hjørnet af
Hyskenstræde og den tilstødende Gaard fortærede, men Ilden
slukkedes Natten mellem Fredag og Lørdag ved Galanterikræm-
merske Madame Petersens Ejendom af nogle hundrede Matroser,
til hvilke Ejerinden havde ladet uddele flere hundrede Rigsdaler
i klingende Mønt. De vare forvovne og tapre, alt efter disse
Folks Art og Natur ligesom vilde Løver og Tigerdyr; de løb op
paa Taget saa fix som Katte med Brandspande og Ballier, og
Resultatet blev, at Huset frelstes.“
A l b r e c h t
P e t e r s e n døde
1761, men „de
B r ø d r e P e t e r
s e n s J o m f r u e
S æ d e e l l e r
K l o s t e r “ be
gyndte først sin
Virksomhed i
1769, efter at Ku
ratorerne havde
ladet den gamle
Gaard nedrive og
paa Grunden op
ført en helt ny
Bygning efter
Tegning af Hars-
d o r f f (Grund
stenen nedlag-
des 25/4 1768 af
Greve J. H. E.
B e r ns t o r f f).
Da Klosteret i
1770 var færdigt
til Beboelse blev
der optaget 16
Jomfruer. Senere
var der en Tid
17 og derover,
men efter at
Stueetagen til
Gaden i 1858 ind
rettedes til Bu
tikker har An
tallet udgjort 15,
nemlig 1 Prior
inde og 14 Kon-
ventualinder.
I Henhold til
Testamentet
skulde Stifterens
Familie fortrins
vis have Ret til
Optagelse, men
at denne ved den
første Besættelse
i 1770 ikke var
særlig talrig,
fremgaar af, at
af de 16 Pladser blev de 10 tildelt Fremmede. Senere tiltog
Familien betydeligt i Antal, hvoraf fulgte, at Pladserne gennem
Tiderne i Reglen blev besatte med Familiemedlemmer.
Under den store Brand 1795 nedbrændte Ejendommen, men
genopførtes faa Aar efter og benyttedes efter sin oprindelige
Bestemmelse, indtil den Aar 1919 solgtes til A/S „Klostergaarden“,
som ved Arkitekt H el w eg -M ø l i e r lod hele Komplekset om
bygge, hvorved Facaden i det væsentlige førtes tilbage til sin
oprindelige smukke og stilfulde Skikkelse, idet der dog i dens
vestlige Ende indrettedes en Port som Indgang til den paa
hosstaaende Billede viste fornemme Buegang, der langs „Kloster-
gaardens“ smukke Interieurs forbinder Amagertorv med Læder
stræde.
Parti af Buegangene 1 „K lostergaarden“
Set mod Am agertorv.
Hjørnet af Gammel Torv og Nørregade „Blasen“ kaldet.
(Se Billederne Side 280 og 281.)
Om Ejendommen „Blasen“, Hjørnet af Gammel Torv og Nørre
gade, som under den store Ildebrand i 1728 sprængtes i Luften
for at hindre Ilden i at brede sig, skriver Ildebrandens „Historie
skriver“, den fra Slutningen af L8de Aarhundrede i Folkemunde
meget omtalte københavnske „Original“, Stadschirurgus C a r l F r i e
d e r i c h R e is e r , hvis forvirrede og vrøvlagtige „Beskrivelse over
den mærkværdi
ge og meget fyrg-
terlige Ildebrand
1728“ dog inde
holder adskillige
interessante og
oplysende Smaa-
træk fra den
store Katastrofe,
følgende om Ka
nonaden paa
Gammel Torv og
den paafølgende
Sprængning af
Vinhuset „Bla
sen“: Vi gen
giver denne Be
skrivelse ordret
efter Carl B ruun:
„København“.
„Men oftbe-
nævnte, nu hos
Gud, salig Hr.
Brandtmayor
P r e u s l e r , begig
en Bock eller en
stor Forseelse
med sine Herrer
Collegier og
sammtlige under
havende Folck i
deres Konst og
Videnskab, hvor
efter følgde og
foraarsagde saa-
danne skrække
lige og i høyeste
Grad fyrgterlig-
ste og bedrøve
ligste Scener; at
Hoved-Haarene
paa Hovedet
maatte reyse sig
og staae stive, ja
endogsaapaaden
allertapperste og
ellers uforsagte-
ste Mand, saa at
det saa kaldede
heele gammle Kiøbenhavn gig op, og blev paa det jammerligste
og Erbarmeligste af de mangfoldste, græsseligste og fæleste
Luer reent fortæret og caputt, saa det saae her i Staden
ud som det allerfæleste jordiske Helvede. At det er en stoer
Sandhed at benævnte ellers brave Mænd vare i høieste Grad for
virrede, confuse og forsagde, kann veli ingen fornuftig Menneske
imodsige, endelig forandrede deres Forsagdhed og ængstelige
Passioner sig i de allerstørste Desparationer, thi da skulde man
see, hvad man resolverte.
— Mærk nu allerlcjæriste Læsere! nu jeg skriver og erindrer
mig dette, hvad jeg Altsammen med mine egne Øyne har seet,
O! 0 ! , saa bliver det mig ganske levende paa nye igjen, og over
falder mig den skrækkeligste Gysen og Rysten over min heele
Legeme, som Een, der bekommer den heftigste
Febris malignæ ardentis,
og overfalder mig den allerstørste
Paroxysmus
, saa at om jeg ikke
falder i en Slags Graad eller Græden, jeg vist nok vil tabe Pen
nen af Haanden og falde i allerstørste Besvimelse; Pause, Pause!!!“