31 / 304
Hosstaaende Fotografi af Mellembygningen Amaliegade 17 er
taget fra Baggaarden og viser altsaa Bagsiden af Mellembygnin
gen, ca. Aar 1860. De Trætoppe, der ses tilvenstre i Billedet, er
Toppene af Træer i Palæhaven til Christian den Syvendes Palæ.
Det Værelse paa 1ste Sal, der har Vindue lige over Porten, var Bi
skop Mynsters Værelse, da han var Huslærer hos Grev J. G. Moltke;
Biskop Mynster omtaler det i sine „Meddelelser om mit Levnet“.
Da Grev A. W. Moltke flyttede fra Palæet i Amaliegade til
Bredgade, udlejedes Mellembygningen, som hidtil havde hørt di
rekte til Forhuslejligheden, til Professor C. F. Ursin, som boede
der til Efteraaret 1849, da han fik Embedsbolig paa Charlotten-
borg, men døde i December s. A.
Efter Ursin indflyttede Justitsraad H. H. Jantzen, der beboede
Huset til sin Død November 1868. Han fik med udholdende Flid
Espalierplantningen til at folde sig rundt om Vinduerne, og midt
paa Muren var anbragt et ualmindelig stort Dueslag.
møllen i Bredgade, og Følgen deraf var, at et tykt, fedtet Lag
af Kulstøv bedækkede alt, hvad der var i Haven. Det var ganske
mærkeligt at se Frugten paa Træerne være ligesom overtrukket
med et Slør af Sort, som naturligvis overførtes paa Mund og
Hænder, naar den spistes. Havde vi klatret i Træerne eller op
holdt os paa vort Yndlingssted, Plankeværket, der adskilte Haven
fra Dampmøllen, og hvorfra man havde en morsom Udsigt til
Maskinerne i Fabrikken, kom vi gerne op til Moder i en mindre
tiltalende Tilstand, og det var ingen let Sag at fjerne det sorte
Kulstøv fra os selv og vore Klæder.
Den Have lever endnu i manges Erindring, thi selv efter at vi
alle var voksne, var den om Sommeren Samlingssted for vore
Yenner og Bekendte, og mange Saltebrød og Spil Pind er leget
i Gaard og Have af en glad Ungdom. Der har ogsaa lydt glade
Sange imellem de gamle kulstøvede Træer og Buske, thi Moder
elskede at høre Ungdommen synge. Var det stille Sommeraftener,
G aardparti fra Am aliegade Nr. 17 om kring Aar 1860. Se om staaende Tekst.
I Foraaret 1864 blev Huset en kær Bolig for Majorinde R o sen ,
f, Viborg, og med megen. Pietet beskriver Datteren det hyggelige
Hjem i de biografiske Optegnelser om sine Barndomsaar i „Den
gamle Majorinde fra Færgegaarden“ (Memoirer og Breve XVIII,
udgivet af J. Clausen og Rist), af hvilke vi gengiver følgende
interessante Afsnit:
-------------Moder var, som hun selv skriver, lykkelig over at for
lade den uhyggelige Lejlighed paa Østerbro, hvor hun havde op
levet sine tungeste Timer, og flytte ind i den smukke, gamle
Gaard i Amaliegade. Det var et stort Held, at hun havde fundet
en saa udmærket Lejlighed, hvor vi Børn frit kunde tumle om
og føre en Tilværelse næsten som paa Landet. Gaarden ejedes
af den nuværende Lehnsgreve Raben-Levetzaus Fader, og hele
Forhuset blev beboet af Familien, men kun for de tre Maaneder,
den øvrige Tid af Aaret boede vi alene i Mellembygningen. Vi
lærte hurtigt at elske denne gammeldags hyggelige Bolig, hvis
Vinduer til den ene Ende vendte ud til den inderste Gaard, hvor
flere smukke grønne Træer og Indblikket i Palæhaven fik en til
at glemme, at man var midt i Kjøbenhavn. Igennem en lav
Staldbygning havde vi Adgang til en ret anselig Have med gode
Frugttræer, af hvilke navnlig et herligt Kejserinde-Pæretræ og
et Gravensten-Æbletræ staar i min Erindring som noget vidunder
ligt. En Ulempe havde dog denne Have, som ikke generede os
Børn saa meget som Moder; den vendte nemlig ud til Damp
havde vi Lampe i Lysthuset, og Theen blev drukket dernede, og
saa afløste den ene Fædrelandssang den anden til sent paa A fte
nen, medens Møllersvendene ofte sad lyttende i Vinduerne.
Huset var ogsaa hyggeligt. Indgangen var i Porten gennem en
lav Dør, som førte ind til Trappen, hvor en stor gammel jern-
beslaaet Kiste havde Plads lige indenfor; den Kiste elskede vi
Børn at sidde paa, derfor husker jeg den saa tydeligt. Trappen
var ligesaa hjemlig for os som Stuerne — vi legede der baade
Vinter og Sommer, thi Ængstelse for Forkølelse kendte Moder
ikke, og vi har tilbragt Timer uden Overtøj paa den iskolde
Trappegang, selv naar Frosten dækkede Ruderne med Isblomster.
En stor Sjældenhed fandtes i den største af Stuerne, idet Væggene
i Stedet for Tapeter havde Oliemalerier, der forestillede Hyrde
scener i Watteau-Stil, rørende Hyrdinder med udstrakte Arme
dansede yndefuldt til søde smaa Hyrdedrenges F løjtespil; det var
noget for Børnefantasien, jeg ved ikke hvor mange Eventyr og
Historier man lavede med dem som Hovedpersoner. Der var noget
mere end almindeligt over denne gamle Mellembygning, den syn
tes at gemme paa mange Hemmeligheder. Engang, hed det sig,
havde Struensee boet der, og at der under Palaismuren og Haven
var en hemmelig Gang, som førte hen til Dronning Caroline Ma-
thildes Værelser. Vi havde et Rum under Trappen, hvor Kullene
blev opbevarede; der mente vi, Nedgangen maatte findes — men
vi fandt den aldrig. — — —
284