33 / 392
26
Italien
ende af Bønder især fra Sydtyskland og Tirol, plumpe, skidne,
forfærdeligt grimme, halvvilde af Fanatisme. Jeg saa St. Peters
Statue paaklædt med Pavekrone og Pavering og over Statuen
Pius IX’s Portræt. De Andægtige, de Bedende, de Taaen
Kyssende, de Syngende, de Knælende — jeg følte mig al
deles syg, mismodig indtil Haabløshed. Hvad var der at
stille op mod dette, der under lidt forskellige Former var
ens i alle Lande! Hvad nyttede det at hæve sin Røst i en
Verden, hvor man saa fuldstændigt overdøvedes af Litanier!
Det var umuligt at vinde et Publikum i Danmark og
at leve af sin Pen, medmindre man skrev Prækener. Eller
man burde maaske forsyne sine Bøger med et Forord: Jeg
vilde gerne læses; men jeg
kan
ikke skrive Prækener; tag
derfor tiltakke!
Her i Rom overvældede med Et en Foragt mig for de
Ledende i Danmark. Det var forfærdeligt som Magthaverne
og de Landet beherskende to stakkels Aviser tog sig ud paa
Afstand. Var de grimme nærved, saa var de endnu mindre
Distance-Blændere. Og i mangfoldige Aar havde ingen Stemme
kunnet hæve sig saaledes imod dem, at den tog Magten fra
dem; thi de betegnede Nationens Jævnhøjde.
Jeg kastede ved Afskeden fra Rom min Bajoc i Fon-
tana Trevi, lagde mig saa ned og drak. Og dog vilde jeg
egentlig ikke tilbage hertil; det var ikke det. Jeg vilde høre
til her, i disse Egne.
9.
Skandinaver i Rom gav Capri- og Syracuservin til min
Ære Aftenen før jeg forlod Byen. Jeg tog med Jernbanen
til Orte og i en med fem Heste og to Bøfler forspændt
Diligence fra Orte til Viterbo. Kørselens Langsomhed for
øgede min Forladthedsfølelse og mit Tungsind. Men fra mit