32 / 392
Italien
25
maa du gerne gifte dig. Staten vilde engang sige til Manden:
For mig maa du gerne lade være at gifte dig; jeg anerkender
lige fuldt dine Børn og dit Hjem.
Da jeg i Midten af Juni 1871 fra Neapel maatte tiltræde
Rejsen nordpaa, spejdede jeg efter Røgen fra Vesuv, saa
længe jeg kunde skimte den i Horisonten. Trods megen
Vemod ved Afskeden følte jeg mig glad. Mens jeg saa den
varme og friske Luft kærtegne Trætoppe og Bjergsider og
fulgte, hvorledes Luftens Dunster, der ikke tog sig fugtige
ud som Nordens men blaalige som smeltet Bly, lagde sig
blødt op ad Klipperne, sporede jeg, at noget af denne Varme
var slaaet ned i min Sjæl og var gaaet over i mit Blod,
saa hvad jeg i Fremtiden skrev maatte faa stærke Farver
og fyldes af den elektriske Ild, hvormed jeg fornam mig
ladet.
Efterhaanden var der foregaaet en Forandring i mit
Indre. Jeg var forvisset om at leve i Tanker, som Ingen i
mit Hjemland havde tænkt, og jeg følte mig derfor Tilstan
dene i Danmark overlegen. Ikke i Indbildskhed; thi jeg
anførte ofte for mig selv de kendte Ord:
je suis très humble
quand je me juge; mais je suis très jie r quand je me com
pare.
Jeg betragtede mig mere og mere som den, der i
Danmark havde Ret til at tale med en vis Myndighed og
den offentlige Mening dér mindre som noget, der nu var
saa og saa, end som noget, der skulde modtage det Stempel,
jeg vilde give den.
Det var dog langt fra, at jeg ansaa min Opgave for let
eller ventede mig hurtige Resultater i Kraft af doktrinær
Fremtidstro.
I Rom, som jeg med stærk Sindsbevægelse gensaa, over
værede jeg de Festligheder, der i Peterskirken afholdtes i
Anledning af Pius IX’s Jubilæum under en umaadelig Til
strømning af Præster og katolske Massedeputationer, bestaa-