29 / 392
22
Italien
Franskmændene, hvoriblandt der var Sain og Bennér,
gift med Husets Datter, besad mere Forfarenhed og Verdens
tone, ogsaa finere Skønhedssans, var i det Hele mere Kunst
nere end Tyskerne. Men der var i deres Væsen trods al
Venlighed en vis høflig Kulde. De franske Malere var alle
Republikanere, alle forbitrede paa Kommunen og i politisk
Henseende som Folk, der havde faaet et Knæk i Ryggen.
En af dem sagde: Vi bliver et andet Polen; vi hader hver
andre som Polakkerne. Ingen foretrækker Frankrig for sit
Parti. — Tyskernes Nationalstolthed havde jo faaet ganske
anderledes Næring; de roste sig dog ingenlunde ligefrem.
Men deres fleste Samtaler drejede sig om Italienernes Barn
agtighed, Typens kolde Formskønhed, Mangelen paa Frisk
hed og Jomfruelighed hos de unge Piger, paa Mandighed
og Adel hos Mændene. Franskmændenes Samtaler derimod
handlede om Muligheden af Fremskridt, eller rettere Alle
som En mente de, at den hele Forestilling om Fremskridtet
beroede paa Sansebedrag. Man faldt stadig tilbage. Et Folk
gik Vejen fra vild Tilstand til Civilisation, og begyndte saa
forfra. Det udvortes Fremskridts sikreste Resultat var de
stedse mere forfinede Ødelæggelsesmidler. Hvad Færdselens
stigende Hurtighed angik, saa gjaldt den ligesaavel den il
somme Flytning af Kanoner som den flinke Befordring af
Rejsende. Krig vilde aldrig ophøre. Raabet paa Fred var
Aartusinder gammelt. Micha spaaede om Fred, og hvor
skreg ikke Aristófanes paa Fred! Naar Privatmænd ikke
mere bar Vaaben paa Gaden, beroede det blot paa, at de be
talte Gendarmer for at bære Vaaben i deres Sted. Der vilde
blive ført Krig, saalænge der gaves Ærgerrige, Kamphaner,
og Menigmænd, der kunde puttes i Trøjen, ligesom der vilde
være Kirker og Religion, saa længe der gaves Præster og
stakkels Taaber, der troede dem. Med Troen paa et andet
Liv gjorde Franskmændene Løjer. Der var, sagde de, en