26 / 392
Italien
19
fulde Elegance henrev Øjet, og med en enkelt Figur i Midten.
Den syntes at raabe: Det Skønne er simpelt. Og jeg sagde
til mig selv: Kunde jeg komme saavidt i kunstnerisk Indsigt
og Smag som disse simple Haandværkere, der bares oppe
af en Tidsalder og en Overlevering, saa kunde jeg allerede
nu skrive noget, der virkelig var godt. Naar jeg saa paa en
saadan Væg og tænkte paa mine egne Skrifter, stod de for
mig som Ruskomsnusk. Ja, disse Vægge var stumme Vidner
til min literære Anger og mine literære Forsætter, der snart
dannede en Brolægning som det gamle Pompeiis, bestaaende
af store faste Sten. Ogsaa disse Lavasten havde engang
været glødende, før de blev haarde og kolde.
Jeg elskede Grækerne for deres Filosofi, som var Ver
densvisdom og Levevisdom. Den lærte dem paa én Gang
at leve og at tænke. Jeg stræbte at forestille mig hvad So
krates havde talt med Aspasia om, og den græske Visdom
syntes mig at bestaa af to Dele, først af hvad Sokrates lærte
Aspasia, saa af hvad Aspasia lærte Sokrates til Gengæld.
Smerteligt følte jeg mig i disse Omgivelser som smittet
med nordisk Plumphed. Oppe i Norden havde man behandlet
mig som halvvejs fremmed, halvvejs Sydlænding. Hernede,
hvor jeg gjaldt for blond og altid af de Indfødte kaldtes
blond, undrede jeg mig over at have hjemme i et Land,
hvor Folk af min Lød kaldtes mørke. Og af mine franske
Rejsefæller, som kendte min Afstamning, betragtedes jeg i
Grunden saa udelukkende som Nordbo, at de jævnlig følte
Uoverensstemmelsen. Under det daglige Samliv med dem
mærkede jeg, i hvor høj Grad det nordiske Klima havde
gjort mig til Barbar. Stadigt undrede de sig over, at jeg spiste
pirrende Kryderier som Peber og Senep til min Mad, gerne
drak stærk Vin, yndede anstrengende Spadseren og Svøm
ning, holdt af voldsomme Sindsbevægelser som af ørkesløse
Drømmerier — hvad altsammen for dem var nordisk Smag,
2
*