23 / 392
16
Italien
mere malerisk udrustet som Kunstner, havde han maaske
ikke skudt sig. Han havde Blik for Stillingernes Skønhed.
Jeg saa en ung Mand læne sig til en Vogn nøjagtigt i den
Stilling som den Yngling paa hans Billed, der læner sig til
Bøflerne.
Tilbage fra Festen foer alle de pyntede Vogne med deres
skrigende, castagnet- og tamburinslaaende Befolkning i vildeste
Firspring. Det var Folkeskik. Mange Hjul knustes; Mæn-
dene pidskede vildt paa Hestene, Kvinderne rejste sig som
besatte og ruskede i Kusken, naar en anden Vogn truede
med at komme forbi. Flere hundredtusind Mennesker stod
i Neapel ventende ved Havnen og i de nærliggende Gader
for at se Toget fare forbi.
6
.
Det var under uafbrudt Henrykkelse, at jeg i Museet
og i Pompeii studerede denne Befolknings fjerne Forfædre i
deres Kunst, eller rettere, jeg stræbte her paa Italiens Grund
at komme det gamle Hellas’ Aand saa nær som muligt gen
nem de Spor, den har sat sig i Oldtidens syditalienske Byg
ninger, Husgeraad, Malerier og Billedstøtter.
Jeg vidste vel, at der var et Stykke Vej fra Pompeiis
og Herculanums Levninger til Athen. Hvad vilde vel en
gammel Romer have sagt, hvis han saa min Ekstase? Han
vilde have sagt: Du beundrer disse Bagateller, dette Pom
peii, en Provinsby og Villaby! Hvad vilde du da fornemme,
ifald du kunde opgrave Rom, Verdensbyen, der var Et og
Alt, Rom, hvor Verdens Skatte bragtes sammen! Og hvad
vilde saa en gammel Græker have sagt, dersom ved et
Trylleslag Oldtidens Rom blev til for mine Øjne? Han
vilde sagt: Hvordan? Du beundrer dette Rom, Forfalds
tidens Hovedstad, Rom, der aldrig har forstaaet Kunstens