20 / 392
Italien
13
den lavere Befolkning traf paa Skikkelighed eller Finhed;
men det var næsten altid udenfor Byen. En Fisker, der
satte os over til Bajæ, var hæderlig, fin, klog, skelmsk, mor
somt gestikulerende. For at vise, man talte godt om hans
Familie i Egnen, rakte han Tungen ud og smækkede paa
den. En lignende Gestus gjorde ogsaa Romerinder af Folket,
naar de vilde sige: Rygte, i Betydning af Renommée.
Etsteds i en Restaurant en halv Mil fra Neapel opvar-
tedes man af Værtens to indtagende Døtre, af hvilke den
yngste havde lige græsk Næse, Haarets sorteblaa Reflekser
og en Ynde, der rødmede ved hvert Ord, man henvendte til
hende. Et Træk af hende rørte. Da Moderen en Dag vilde
forelægge os en opskruet Regning, følte Pigebarnet sig ilde
tilpas, lagde hurtigt sit Sytøj, gjorde et frugtesløst Forsøg
paa at nedstemme Regningen, og forlod Værelset, da det
mislykkedes. Vi nedpruttede imidlertid koldblodigt Summen
til mindre end det halve, skrev selv en ny Regning, tvang
Værtsfolket til at nøjes med den, og forærede saa den smukke
unge Pige alle Pengene, vi havde sparet.
Overhænget, Plageriet om Almisse og Køb morede de
Par første Dage, men bragte derefter Blodet i Kog. De
fleste simple Neapolitanere gjorde Grimacer, saa de syntes
at staa mellem Mennesket og Aben.
Folkedialekten var styg. Jeg hørte den i det lille Teater
San Carlino. Man gik ned i en Kælder og fandt et maade-
lig stort Rum i laset Tilstand. Neapel var Lasernes som
Lazzaronernes Hjem. Laser hang her fra Stoleryggene.
Sufflørens Ærmer hang i lutter Laser. Man spilte en Poli-
chinel-Komedie, kaldet
Prøven paa Rigoleito.
Spillet var
daarligt, men livligt, Stykket Vaas, fuldt af flove Brandere
som
arrosto
for
arresto.
En Sanglærer i Stykket var fra
Toscana og talte toskansk Dialekt, der i Neapel var høj
komisk. Alle lo, naar han sagde
chravallo
for
cavallo.
En