17 / 392
10
Italien
i Sammenligning med Neapel stille som en Provinsstad. Og
jeg led godt den moderne Bys Pragt efter den antike Hoved
stads Ro. Det forekom mig i første Øjeblik som var jeg
hjemme i Danmark. Saa ens er Havet; saa stærkt virkede
Blæsten derudefra paa alle mine Organer. En Bys Grund
karakter bestemmes jo af, om den ligger ved Havet eller
ikke, og dette var den første italienske Søstad, jeg saa. Men
da jeg gik ned til Havnen, helt ud paa Moloen, stod fortabt
i Skuet og saa mindedes Broen ved St. Annæ Plads i Kjøben-
havn, udbrød jeg: Herregud! at jeg kunde forveksle!
Henad Aften viste der sig et rødt Genskin paa Himlen
fra Lavaen, der flød ned ad Vesuv. Solen sank og belyste
den hvide Røg, der slog op fra Vulkanens Krater. Den blev
blegrød, Vesuv blegrød, Himlens Skyer blegrøde, og Golfen laa
snart i et blegrødt Skær. Selv Capri rødmede i det Fjerne.
Jeg spiste nede ved Stranden i en Restaurant, der kun
førte Sødyr
(gli fru tti di mare),
nemlig talrige Sorter Fisk,
Languster og Hummer, ti Arter Østers, oftest ikke større end
en Negl, de velsmagende Calamaia (Blæksprutter), Snegle,
røde, hvide, gule Muslinger og de store, piggede Søstjerner.
Jeg levede af Havet som et Urmenneske fra Køkkenmødding-
tiden.
Imens iagttog jeg Livet omkring mig. Det var her i
Neapel, at danske Malere fandt deres idylliske Æmner: det
var paa denne Santa Lucia, at en af dem havde følt sig be-
aandet til at male et Billede af Familielivet, hustruelig Øm
hed og Faderglæde! Var der noget i Verden, hvorom dette
Liv mindre vakte Forestillingen? Kun naar man havde en
dansk Dagligstue i sin ene Øjekrog og et dansk Børnekam-
mer i den anden, maatte man male dette ogsaa her.
I Rom var Ungdommen pavefjendtlig og franskfjendtlig,
da den saa længe havde lidt under Præstevældens Tryk og
Franskmændenes Fremmedherredømme over Byen. I Neapel