22 / 392
Italien
15
som Bryggervognene i Norden. Mændene sad foran i Solen
ved Hestene i flere Rækker, som de kunde bedst, Kvinderne
overfor hinanden som i en Char-å-banc, under Sejlet. Solen
var hvidglødende, Sandet fygende; de røde, gule og hvide
Dragter sprudede Lys og Farve. Paa Vejen skreg man,
slog paa Tromme og sang. Nogle Smaapiger dansede til
Castagnetternes Slag en henrivende Tarantel. Den ophørte,
saaledes udført, at være Bondedans. Helt yndefuldt var det,
naar Pigebørnene vendte Ryg til hinanden under Runddans.
Og trindtom i de dybe Porte paa begge Sider af Vejen dan
sedes Tarantellen, mens Æslerne kom travende, og Smaa-
børn laa og sov i Kurvene langs Æslernes Flanker. Alle
Firbenede, Heste som Æsler, alle voksne Mennesker og
Børn var pyntede med røde Fjær, Sølvfjær og kunstige
Blomster, og i denne Sol glimrede det kunstige Sølv som
Ædelstene. De ældres Dragter var mest af Silke, højrøde
med Guld; i Reglen var Dragten af purpurfarvet Silke med
gult eller lysegrønt Forklæde. Mange Kvinder gik ikke, men
dansede Tarantellen hen ad Vejen, mens andre slog Tambu
rin og sang nogle dumme Melodier, der lignede de øster
landske.
Leopold Robert har i Syditalien set Lidet og har kun svagt
gengivet hvad han saa. Stikkene efter ham, der er saa ud
bredte, er meget at foretrække for Malerierne, hvis Farver
er ganske uden Liv. I en Egn, hvor Farven er endnu mere
betydende end Linjen, og hvor Alt opløser sig i Farve-Ind-
tryk af blændende Art, har han villet binde Bevægelsen,
binde selve Livet i nogle regelrette og smukke Linjer. Hans
Italien er da ikke sandt, eller rettere, det svarer kun til et vist
Skjønhedsideal i hans Hjerne, hvortil han fandt nogle Mo
tiver i Neapel. Men hvad kan han for, at dette Ideal var
lidt magert og fattigt! Stakkels Robert; han skød sig af
ulykkelig Kærlighed til en Prinsesse. Havde han været