14 / 392
Italien
7
var tilstrækkeligt til at de Tilstedeværende hobevis antog
Ytringen for Mundsvejr. Uden Overdrivelse kan jeg sige,
at Ordet
Jeg vil ikke,
anvendt paa Fremtiden, i hele Kresen
betragtedes som en Art Praleri, en Rodomontade. Saavidt
var vi komne. Og der holder vi maaske endnu.
4.
Jeg tog en Dag til Nemi og opsøgte de Klipper, hvor
jeg, sidst jeg var der, havde ligget. Men Egnen var alle
rede helt forandret. Man havde fældet Træerne rundt om
dem, og de nedhuggede Stammer laa i Dynger. Stedet var
neppe til at kende igen, og der var intet blaat Slør at finde.
Jeg forstod, at det var Livets Gang: alle Træer skulde hugges,
alle blaa Slør og alle blaa Fugle flyve.
Jeg kørte forbi Albanersøen til Frascati. Idet jeg sam
menlignede disse smaa Bjergsøer, Albano’s eller Nemi’s,
med Sverigs, med Vettern f. Eks., set fra Jonkoping, forstod
jeg ret Arten af disse Egnes Skønhed. Ingen masseagtige
Skove, ingen skarpe eller spidse Klipper, ingen Skjulthed
og intet Vildskab; men den fuldstændige Begrænsning, som
var en Følge af at Søerne fyldte to gamle mægtige Kratere,
og de mest harmoniske Linjer i Overensstemmelse med en
Vegetation, der skønt et Sollands var mere formfuld end yppig.
I Frascati vakte især det store Jesuiterkollegium min
Opmærksomhed. Fyrst Borghese havde uden Vederlag over
ladt Jesuiterne sit Palads til Skole. Det var en Glæde at
beskue det majestætiske Kloster, bygget af selve Bramante.
Hvor mange Skoler i Verden havde et saadant Lokale.
Der var netop Concert. Jesuiterne, der forstaar den
sjældne Kunst at gøre sig elskede af deres Elever, knyttede
til enhver Læretime en Fornøjelse, og sørgede endnu ivrigere
for Adspredelserne end for Undervisningen, der iøvrigt var