10 / 392
Italien
3
Personlighed behagede mig og hvis Samtaler altid satte Tanker
i Bevægelse — dette blev til en Soluge, uforglemmelig.*)
Endnu nogen Tid tilbragte jeg i Rom og dens Omegn.
Trods mit lange Ophold i Byen havde jeg paa Grund af
Sygdom kun set lidet tilgavns. Mindst tilfredsstillende var
jo Levningerne af Oldtidens Rom. Naar jeg af Canina’s for
trinlige Værk
Roma antica
fik det fulde Indtryk af Stadens
overvældende Pragt, af disse Templer og Paladser, hobede
imod hinanden i én uhyre Straaleglans af Marmor, saa var
det tomt og stemte det vemodigt, at af alt dette var kun
nogle sønderbrudte Rester tilbage. Forestillede man sig,
hvad
Forum Romanum
engang var og holdt op derimod
hvad det i vore Dage er, saa var det som sammenlignede
man et prægtigt Fyrværkeri med det forkullede Stativ, der
staar tilbage Dagen efter, eller som skulde man danne sig
et Begreb om en dejlig Kvindes Skønhed efter et Skinneben
og et Par Ryghvirvler, der fandtes i hendes Grav.
3.
Af den mægtigste Personlighed i Pius den Niendes Rom
saa jeg et Glimt. I Stanzerne kom en Dag en aldrende
Prælat med et grimt, udtryksfuldt Ansigt gaaende. Han bar
Kardinalernes røde Strømper. Hvem var det? Antonelli.
Paafaldende var den store, grimacerende Mund og de tin
drende Øjne, der lyste, som traadte de ud af Hovedet paa
ham. Han ledsagede flere Damer og talte til dem paa en
indsmigrende Maade, præsteligt galant som en Hofmand fra
det 18. Aarhundrede. En Dame kom til, trykkede hans
Haand til sine Læber og kastede sig i det samme paa Knæ.
Han løftede hende i Vejret som en sand Verdensmand.
*) Samlede Skrifter XI. 47 ff.
1*