12 / 392
Italien
5
sniger sig ind i Damens Sovekammer. De romerske Tøse
fnisede rundt om i Parterret, Mændene sagde O h ! og kastede
Sideblik omkring sig. Fruen kommer, tænder sit Lys, siger:
„Det er sent, man maa i Seng“ og gaar ind i sit Kammer.
Tilskuerne ventede aandeløse; men der hørtes fra Scenen
intet Skrig. De romerske Tøse stak da i at grine af fuld Hals,
og Mændene saa sig triumferende om. Nogle sagde: „Hun
finder sig i det“, andre: „Lyset gik ud“. Tom Scene. Den
prøjsiske Major, ogsaa han med høje Støvler, kommer ind
med et Lys og en Pistol; han vil forsvare sin Datters Ære
med Skydevaaben. Uheldigvis véd den Tapre ikke af, at
Ransmanden allerede er paa Pladsen. En tyk Matrone med
fire Fingerringe paa hver Finger, der sad ved Siden af mig,
raabte:
Maito,
det er udlagt Fæ! Majoren sætter sig med
Pistolen i Haanden udenfor Kammerdøren, som for at Ingen
skal forstyrre de lykkelige. Tæppet gaar ned, og Publikum
jubler i vilden Sky. — I tredie Akt kommer vor Ven Luther
frigivet tilbage. Hans Kone græder, tuder, hyler og fortæller
ham, at han er — noksagt. Hun kravler i længere Tid
frem og tilbage paa sine Knæ og tigger om Forladelse.
Romerne raabte: Basta! Basta! og den nye Luther havde
vist gerne tilgivet hende; men han turde jo ikke gaa ud af
sin Rolle: Akten endte med, at han løftede Haanden imod
hende og blev staaende med skrævende Ben i Tableau.
Tæppet vilde ikke falde. Han stod bestandig. Endelig fik
man Snorene redede fra hverandre, og Tilskuerne gik, just
som Solen gik ned.
Saa tidt en saadan Forestillings Replikskifte blev over
døvet af Kirkeklokkernes Slag, undlod Tilhørerne ikke at
udtømme sig i Forbandelser over Gejstligheden, der gjorde
alt dette Spektakel og forstyrrede enhver Fornøjelse.
Ingen By stod dengang i kunstnerisk Henseende lavere
end selve dette Rom, hvis kunstneriske Fortid var saa stor