8 / 392
I T A L I E N
i.
it
andet længere Ophold i Udlandet havde varet et
Aar. Det Fjerdingaar, jeg indtil Højsommeren 1871
endnu tilbragte i Italien, var et af de rigeste, jeg har op
levet. Neppe en Dag var uden Udbytte af blivende Art, og
neppe en er gaaet mig af Minde. Jeg levede først og frem
mest gennem Synet, svælgede i Øjenlyst ved Skuet af Na
turen, af Mennesker, af en Kunst, som svarede til denne
Natur og til det Menneskeliv, der i Fortiden var levet i den.
Jeg forøgede daglig min Kundskabs Sum, lærte nydende og
nød det at lære. Den aandelige Næring, jeg optog i mig,
var den, hvorefter jeg havde smægtet, og at det var den,
hvortil jeg trængte, beviste den Lidenskab, hvormed jeg til
egnede mig den. Min Synskres udvidedes, idet jeg følte mig
løftet til aandelige Højder, hvorpaa jeg ikke hidtil havde
staaet. Min Livsglæde blussede op, idet jeg uafbrudt fornam,
hvilken Rigdom af Skønhed den italienske Renæssance havde
udbredt over de velsignede Egne, hvori den havde vokset
sig stor og stærk. Det personlige Indtryk af sydlandsk Liv
og sydlandsk Følemaade, sammenlignet med Nordens, røbede
mig med stedse stigende Klarhed det blot Betingede i Grund
sætninger, som i Norden gjaldt for uomtvistelige. De nye
Georg Brandes: Levned. II.