KøbenhavnPaaHolbergsTid

Begravelser.

189

Yed en anden Begravelse fra samme Aar over en Mand, der vel

var lidt mere velstaaende, var Traktementet, som Konerne nød, imid

lertid de klædte Liget og lagde det i Kiste, dog kun til 5 Mk, men

Enken fik 9 Alen sort Baj til en Kjole for 3 Rd. 4 Mk. 8 Sk., til

Bredningen dertil 4 Mk., Skræderløn 5 Mk. Eor et Skjørt og en Trøje

at sværte (o: farve sort) 4 Mk., 4 x/2 Alen sortblommet Katun til en

Klokke 1 Rd. 1 Mk. 14 Sk., 12 Alen sorte Elorettenbaand 1 Mk. 12

Sk., et Sæt 4 Mk. Hver af de 2 Døtre fik en sort Trøje, Kjole og

Skjørt og alle 3 liver 1 Par Rusvart Sko å 7 Mk. og en sort Hue

å 9 Sk.

Saalænge nogen stod Lig, holdtes der Yaagestue eller Ligvagt,

men Lovgivningen havde taget sig af denne Skik paa Grund af Mis

brugen, th i det var blevet Skik og Brug, at baade Gamle og Unge

tilbragte Tiden i Sørgehuset med allehaande Lege og blev trakterede;

Holberg fortæller selv80), hvorledes i hans Barndom »man med langt

større Lyst og Fornøjelse da bivaanede Yaage- og Sørgestuer end nu

om Stunder Bryllupper. Jeg erindrer mig i min Barndom, hvilken Glæde

det var for mig og andre, naar vi fik at vide, at et af vore Naboers

Børn var død, thi derpaa fulgte mange gode fede Dage«. Paa den

Tid, vi omtaler, var Yaagestue næppe i Brug uden den sidste Nat,

Liget stod i Hjemmet; dertil sigter Fiskerens Ord i »Melampe« (4 ,7 ):

»Naar nogen fornemme Fisk som en Hval eller en stor Lax dør, saa

bliver der holdt Vaagestue over dem«.

I »Melampe« (1, 4) siger Sganarel: »Jeg veed, at der bliver

holdt Sørgestue, og saa skal der jo deles Vers ud«. Det er altsaa

ved denne Lejlighed, at de omtalte bestilte Vers blev omdelte81);

Sørgestue er forskjellig fra Yaagestue, thi af en Samtidig gives føl

gende Skildring i Anledning af, at en Bekjendt havde faaet Familie-

sorg. »Han bad mig følge med i Sørgestuen for at kondelere den

Dødes Enke.

Hende fandt vi liggende paa en sort Paradeseng

i Paradesorg, og da jeg mente, hun var syg, kondolorede ej mindre

over hendes Sygdom end over Mandens Død, mærkede jeg, hun stødte

sig lidt paa den Kompliment, menende, at jeg skjemtede med hende,

hvilket dog var langt fra mine Tanker, helst i en Sørgestue. Siden

sagde man mig, det var ikkun en ceremoniel Syge, som alle fornemme

Enker her til Lands maa for Anstændigheds Skyld synes at have

over deres Mands Død«82).

Da der søgtes »en særdeles og ganske ufornøden Anseelse i at