229 / 413
Thehuse.
219
hayde spillet i har.s Hus. Han kaldes da Yin- og Theskjænker. Han
havde flere Børn, blandt hvilke en fik Beværtningen efter h am 37).
En Klub, der kaldtes det pavelige Kollegium, og som holdtes
hos Biil i Fortunstræde, bestod af Studenter og andre lystige Folk og
vedvarede en Del Aar. selv efter at disse Folk var komne i Embeds
stillinger. Deres Møder kaldtes Konklaver, en Mand, der hed Mels
Viborg, var Pave og de andre var Kardinaler og høje pavelige Em-
bedsmænd. Man morede sig ved Møderne med at efterligne det
romerske Hof, uddelte Embeder og Værdigheder, fordømte Kjættere,
kriticerede og forkastede Bøger, kanoniserede Helgene osv., alt med
største Værdighed. Paven vænnede sig saaledes til altid at tale med
opstyltet Værdighed, at da han engang havde en Sag for Kommerce-
kollegiet, talte han med saadan Gravitet og Myndighed, at Assessorerne
troede, at han var beskjænket, »men da de fik at høre af Præsidenten,
som havde Kundskab om ham, at han nylig tilforn havde været Pave,
blev deres Fortrydelse forvandlet til Latter«. E t Medlem ved Navn
Drsin hed Kardinal Orsini og blev siden Landsbypræst ; da Provsten
i hans Dødsbo fandt et Brev i pavelig Stil underskrevet Odeschalcki,
troede han, at Præsten havde været hemmelig katholsk og angav det
for Biskoppen, der heldigvis kjendte Sagens Sammenhæng.
Holberg fortæller om dette Selskab38), at Kardinalerne trakte
rede dette Skuespil med saadan Æ rbarhed, at det omsider blev til
Alvor, th i der rejste sig Splid og Uenighed blandt dem, som faldt
ud til aabenbar Fjendskab, hvorudi hele Familier interesserede sig.
Der rejste sig og en Proces imellem tvende af Kardinalerne, hvilken
varede et helt Aar, og blev ført med samme Hidsighed som en virke
lig Æressag, og som begge havde Tilhængere, gaves Anledning til et
Skisma, som omsider gjorde Ende paa Societetet. Medens dette So
cietet stod ved Magt, blev jeg en og anden Gang inviteret til at være
Lem deraf, men som jeg allerede havde- begyndt at afsondre mig fra
store og vidtløftige Selskaber, undskyldte jeg mig dog stedse derfor,
saa at det var min egen Skyld og jeg stod i mit eget Lys, at jeg da
ikke blev Kardinal; dog bivaanede jeg 2 eller 3 Gange Societetet som
Honorarius, og gav jeg da Agt paa, hvad som derudi forhandledes,
findende alting at være overensstemmende med hvad, som jeg tilforn
havde hørt. Thi dette Konsistorium gjorde ikke saadant Mystère af
Bagateller, som det paafulgte Frimurerselskab. Hvad som derudi be
hagede mig, var dette, at man foresatte adskillige nyttige Spørgs-