KøbenhavnPaaHolbergsTid

Niirnbergere. Galanterikræmmere.

281

de ikke havde anden stor Husnæring, saa stod de sig dog saa godt, at

»En har 2 å 3 Lejekareter, En 6 å 7 Malkekør, En sit skjønne Brænde

vinsbrænderi og Ølsalg«; »naar de kommer ikkun som nogle Bønder

karle herover, der hverken har lært Handelen eller andre Haand-

værker, saa sidde de saaledes og inden faa Aars Forløb blive til rige

Mænd«.8) Disse jydske Hosekræmmere kom til at spille en Bolle

i Handelstandens Historie, thi en Mængde af dem lagde Grunden til

store Handelshuse.

Yed Politiforordningen af 22. Oktbr. 1701 var det forbudt ^at

løbe omkring i Husene med Yarer. Alligevel gav Magistraten Sedler

til adskillige fattige Folk med Tilladelse til at sælge ostindiske Yarer

og hvad der fabrikeredes her i Staden; samme Tilladelse var givet

til adskillige Glaskræmmere og Nürnbergere, som handlede med

Landkort og andet Smaatøj, da de gav bedre Kjøb end andre, men

Magistraten lovede i en Skrivelse af 29. Maj 1715 saavidt muligt

igjen at inddrage disse Sedler. I »Det arabiske Pulver« (Sc. 8) om

tales, at »disse Nürnbergere pleje allevegne at sidde paa Torvet«.

Det var som en særlig Levevej at være Nürnberger, saaledes boede

ifølge Skattelisten 1717 2 saadanne i Hyskenstræde, og endnu imod

Slutningen af Aarhundredet gaves der særligt Borgerskab paa at

være Nürnberger.

1726 blev 2 Nürnbergere indstævnede af Isenkræmmerne for

ulovlig Handel; Magistraten tilbød dem at lade oplægge deres Varer

paa Kræmmerkompagniet, hvorfra de saa i Løbet af 6 Uger hver

Mandag og Torsdag maatte sælge dem, hvorpaa de skulde forlade

Landet; de burde efter Magistratens Mening have søgt Borgerskab

paa Handel, som ikke gik Isenkræmmerne for nær, nemlig med

Landkort, Kobberstykker, Marmor- og Alabastbilleder og deslige Varer

fra Nürnberg, der ikke vedkom noget Lav. De havde iøvrigt flere

Aar handlet her i Kompagni med en afdød Nürnberger Bomanus.9)

De ny Moder medførte Indførsel af mange Yarer, der ikke

nævnedes i de gamle Bestemmelser om, hvad enhver maatte handle

med, og derfor opkom der mange Slags ny Handlende, som man i

Grunden var forlegen med, idet de paa den ene Side vel gjorde

Indgreb i en eller anden Næringsvej, men paa den anden Side ikke

kunde undværes, da Byens egne Handlende ikke indforskrev de Varer,

som Publikum ønskede.

Dette var især Tilfældet med Galanterihandlerne. Inden der