303 / 413
294
Haandværks]av.
saa vidt jeg mig kan erindre, og derefter befundet mig meget vel,
hvilket jeg med egen Haand bekræfter. 3. Marts 1716«.21)
Der var mange underlige Bestemmelser til at forhindre den ene
Mester i at have større Indtægt end den anden, man kunde saaledes
ikke leje Tintallerkener hos samme Kandestøber, men hver havde
sin Uge, da han alene maatte udleje T in .22)
Naar nogen mente, at der blev gjort Indgreb i hans Næring,
hentede han Politiet og brød ind i Huset forat træffe »Fuskeren«
paa fersk Gjærning. Ved en saadan Lejlighed kunde det gaa vold
somt til. En Øltapper klagede 1720 over, at han »af tvende Bar-
berere og trende Politibetjente udi m it eget Hus, da de inkvirerede
hos mig, fordi jeg undertiden barberede en eller anden af mine Gjæ-
ster, som drikker en Pot 01 hos mig, og da stødte og slog de mig
blodig og blaa og saaledes at jeg fik et stort Bruch, saa jeg siden
har været sengeliggende i 6 U ger« .23)
En lille Tjeneste, udført uden Godtgjørelse, kunde give Anled
ning til Lavets Indskriden og den Skyldiges Straf. En Mand for
klarer 1726: »Jeg kom ind til Sjeur Johan Birch, Haarskærer i
Kaadhusstræde boende, forat afhente og betale en Haarpung, af hans
Kone forhen bestilt, og imidlertid jeg kom derind, sad hans Kone og
syede paa et Snørliv til et Barn paa 2 å 3 Aar (men dog hendes
eget Barn), hvorpaa Konen bad mig, saasom hun ej var slige Sager
ret kyndig, derover vidste ej ret vel at skære til rette, at jeg
vilde hjælpe hende lidet til rette derudi, hvorpaa jeg sagde: J a
mænd, og det helst af den Aarsag, at jeg tidt har nydt Assistance
hos de gode Folk, og derfor skar jeg det til rette, saasom der var
forset noget derudi. Men med Ed kan jeg fast bekræfte, at jeg til
min Fordel aldrig har syet noget Sting derpaa og kan og det øvrige
altsammen med lovfaste Vidner godtgjøre. Dog uindset (!) kom
Strædernes Oldermand navnlig Peder Kastesen og deres Amtsbud
Hans Jensen og havde ikke Rettens Middel med sig og dog med
Strenghed truede mig at ville sætte mig paa Raadstuen, hvis jeg
ikke vilde give dem 2 Rdl., hvorfor jeg, en Del af Enfoldighed, en
Del af Frygt for Arrest, som jeg ikke er vant til, og den Tort, jeg
derved skulde lidt som for noget andet ondt, en Del og for det tredje
at jeg ikke skulde forsinke min Mesters Arbejde, leverede dem i Fol
kenes Paasyn 6 Mrk. til videre, da de derhos bad mig, jeg ej maatte
eller vilde det for nogen aabenbare«.24)