307 / 413
298
Haandværkslav.
gjort Interesse aleneste bliver mainteneret. Dette maa vi fattige
Slagtere her i Kjøbenhavn med største Vemodighed beklage for Eders
Majestæts Trone, idet vi ikke en Gang men mange Gange bliver
pressede at erlægge unødvendige Udgifter til En ved Navn Sprøiter,
hvilken ved Oberpolitiet og Kommercekollegium har forpagtet alle
Bøder, han selv ved sine Underfundigheder og Eolks Forseelse kan
bringe til Veje. Thi ihvorvel ingen skal kunne bevise, at vi enten
selv eller ved vore Folk har taget mere for hvert Pund Kjød, end
det os efter den foreskrevne Taxt er tilladt at tage, hvilket vi saa-
velsom vore Folk alle har tilbudt at bekræfte med Ed, saa er dog
Alting slet til Side og vi tildømte at betale hver for sig 4 Udi. til
denne Sprøiter, men alt det, han foregav, endskjøndt Alting var
usandfærdigt og ubeviseligt, det blev anset, og paa det hans Paa-
staaende skulde have Skin af Billighed, forestillede han et Vidnes
byrd, som var et Kvindemenneske, hvilken uden Eds Aflæggelse de
ponerede sit Vidne contra os, da dog Lovens Pag. 103 Art. 1 ud
trykkelig siger, at ingen Sag bør dømmes udi, med mindre der er
i det mindste tvende enstemmende Vidner, og ihvorvel vi paastod
saadant enligt Vidne ej burde anses eller og i det mindste burde
hun efter Loven aflægge hendes Ed, saa blev det dog afslaaet og
paa denne Maade kan denne Forpagter Sprøiter kjøbe sig nu en, nu
en anden til, som pro forma kan gaa omkring til enhver Slagter,
endskjønt det aldrig er deres Alvor .a t kjøbe noget, hvilket vi og
lovligen kan overbevise ham at have gjort, og paa den Maade er det
os umuligt at kunne svare vores borgerlige Tynge, thi formedelst
saadan Medfart er alt 9 af Slagternes Lav ruinerede, at de hverken
kan svare Deres Majestæts allernaadigst paabudne Skatter eller deres
Kreditorer, og skal det saadan længe staa paa, maa vi andre berede
os paa at gaa samme Vej; thi for det første er vores Næring ganske
betaget os af disse Frislagtere, som tvært imod deres meddelte P ri-
vilegia tager mere for deres Kjød, end de bør, og det gaar saa hen
upaatalt, endskjønt vi det har gjort bevisligt, ej heller er de i. den
Tilstand, at de kan forsyne Byen med Kjød, naar vi intet har at
sælge, og derover maa den ganske By og Borgerskabet lide Mangel,
thi i det her er saa mange i det Haandværk, bliver vi alle ruinerede.
»For det andet maa vi bortgive alt det, vi fortjener, til denne
Sprøiter. Vi har andraget dette for Magistraten i den Tanke, de
kunde befri os fra saadan haard Medfart, men er afvist med dén