329 / 413
320
Studenterne.
naar de havde modtaget Almissen: Deo gratias (Gud ske Lov).
Mortensaften gik hele Kor omkring i Gaderne og sang latinske
Sange, f. Ex.
Clangat tua, Phoebe, cithara,
resonetque dulcis tibia;
sunt celebranda nobis læta Martinalia,
heus pocillator!
ohe cantator!
Opus est vestra opera
pocula plena
voxque serena
nubila tundunt,
jubila fundunt
intim a57).
Den Lærdom, disse Disciple fik, gik mest nd paa den rent ydre
Færdighed; naar der i »Erasmus Montanus« (3, 3) siges, at »nu om
Stunder deponerer Karle fra Kjøbenhavns Skole, som kan gjøre he
braiske og kaldæiske Vers«, vidner dette om, at man lagde Vægten
paa saadanne ligegyldige, men vanskelig udseende Ting, der kunde
tage sig ud i Pedanters Øjne og som alene var skikkede til at ind
pode de Unge den aandelige Hovmod, der skulde videre udvikles
ved Universitetet.
Lærde Folk gav sig ofte Udseende af ikke at bekymre sig om
det ydre; derfor viser Erasmus Montanus sig (2, 1) »med Hoserne
nede om Benene« i Overensstemmelse med Per Ruses Beskrivelse i
»Peder Paars« af en lærd Mand:
»Per Iversen, I véd, en gammel lærd Student,
som jeg for nogle Aar i Kolding haver kjendt,
han elsker gjerne sødt, Rosiner, Mandler, Sukker,
han ofte gaar forbi vor Bod og dybt sig bukker,
han synes som han ej ret tælle kan til fem,
i sin Theologi han dog er meget slem.
Jeg ved at han er lærd, skjønt jeg kun er en Kræmmer,
thi han sig børster ej, sig aldrig Haaret kæmmer,
som ret grundlærde Folk hel nøje tar i Agt,
paa slige ringe Ting der ligger ingen Magt.
Den hele Kalundborg ham for hans Lærdom roser
thi han ej Hænder tor, ej binder sine Hoser.«
Ligesom den aandelige Føde, Universitetet ydede, var uden stort
Indhold, blev de ældre Videnskabsmænd Pedanter, der var ukjendte