391 / 413
3 8 2
Politiet.
x/4 Time for meget«. De var nemlig hver bievne mulkterede med
1 Rdl., uagtet Politibetjentene hverken fandt Spil eller noget Slags
Drik enten i Krus eller Glas 45).
En Jøde ved Navn David Nathan var en Søndag Aften ved
Kl. 11 kommen ind til en Theskjænker paa Ulfeldts Plads for at
hente nogle Penge, men ligesom han var kommen ind, kom 2 Politi
betjente og afkrævede ham strax 4 Rdl., uagtet baade Værten og en
anden Gjæst forsikrede, at han in tet havde drukket, og de truede med
at føre ham i Vagten paa Raadstuen. »For at undgaa denne Skam
og for min Families Skjdd, thi jeg er den gode gamle salig Abraham
Kantors Dattersøn«, gav han dem 3 Mk. for at slippe, men alligevel
førte de ham paa Raadstuevagten, hvor han maatte blive til næste
Dag og da bøde 1 Rd. 24 Sk. i Varetægtspenge 46).
Ved den Tid, den falske Kollekt, der nedenfor omtales, var
bleven ombaaren og Politiet gik paa Ja g t efter de Skyldige, arreste
rede de en uskyldig. Af hans udførlige Klage faar vi et ret levende
Billede af den mærkværdigste Forretningsgang, vi ser ogsaa deraf hvor
ledes Politihaanden blev brugt til at slaa Folk ind i Munden med og'
at Hattens Aftagen var Tegn til Arrestation.
Alexander Ignatius Mrockowski »nobilis Polonus e papatu con-
versus« (polsk Adelsmand, omvendt fra Pavedømmet) indgav 17.
Marts 1722 en Klage over Politiet. Han var en Dag gaaet hen at
besøge en Beltjendt i Lille Vognbadstuestræde og var ved at tage
Afsked. »I det samme indkom 3 Personer, hvilke jeg den Tid ikke
kjendte, men af det efterfulgte har fornummet var Politibetjente, de
spurgte efter Værtinden af Huset og jeg derfor tog atter min Afsked
fra Madame Holm og vilde bortgaaet. Men i det samme angreb mig
den ene, som jeg hører skal hedde Hans Juul, og spurgte mig, hvad
m it Navn var, hvilket gav mig Anledning, siden jeg ham ikke
kjendte, at spørge ham, af hvad Aarsag han vilde vide mit Navn, jeg-
spurgte jo ikke, hvad han hed, men han vedblev sit Spørgsmaal og
sagde: Du skal sige mig dit Navn, thi jeg vil vide, hvem du er.
Saadanne hans Ord og Talemaade besvarede jeg atter med dette, at
jeg ikke enten var pligtig eller vilde sige ham mit Navn, uden han
først vilde sige mig, hvad for en han var og hvem ham udsendte,
hvilket jeg formener var billigt, thi at gjøre Regnskab og angribes
af alle Folk og efter enhver ubekjendt Persons Forlangende er ikke
paabudet. Dog alligevel vilde han ikke sige mig noget om hans Av-