136 / 256
— Nye Programmer —
125
fremdeles Mendelssohns Musik til „Sommernatsdrømmen“ med,
første Gang i sin Helhed, udstyret med al den Glans, man kunde
raade over, Koret forstærket med „ S k a n d in a v is k S a n g f o r e n i n g “,
en forbindende Text (af P. F a b e r ) deklameret af M ic h a e l W ie h e ,
Solopartierne sungne af Fru S a h lg r e e n og den ny opgaaende
Stjærne, C a r o li n e L e h m a n n . Endelig var der Musiken til „Atha-
lia“. Violinkoncerten og „Sommernatsdrømmen“, „Antigone“ og
„Athalia“ ! Man mærker, at det er en Mendelssohn-Kjender, som
har faaet Styret. Ingen Fam len omkring mere, kun ' dristigt fat
paa Hovedtingene! Heller ikke det persoulige Moment, det, der
ved alle offentlige Præstationer har saa meget at betyde, var for
sømt. De fleste assisterende var jo ,
0111
ikke alle helt nye, saa
dog sjældne Gjæster i Musikforeningen. Fra de tidligere Koncerters
upersonlige Stivhed til det personliges Livfuldhed i Solistpræsta
tionerne, Skuespillere, Sangere og Instrumentalister!
I dette smilende Billede af idel Fremgang og Trivsel kommer
der saa pludseligt en lille ubehagelig Episode i Januar Maaned.
Dirigenten, Glæser, meldte sig fortrydelig og nedlagde sin Værdighed.
Anledningen var i og for sig ikke stor, en Artikel i „Berlingske
T idende“, som, i en forøvrigt meget anerkjendende Anmeldelse af en
Musikforenings-Koncert, indeholdt nogle Bemærkninger med Adresse
til Glæser af lidt nærgaaende N a tu r, f. Ex. en Henstilling til ham
om ikke at slaa Takten hørligt paa Nodepulten, „hvorved han let kunde
komme til at vælte en Lampet“ (hvad der engang var hændet ham),
eller
0111
at undlade at forcere Tempoet ved Bepetitionen af Scher
zoens Hoveddel „hvad ingen Dirigent af Navn indlader sig paa“,
og andet lignende. En kritisk Omtale af disse Koncerter hørte
endnu til de opsigtvækkende Sjældenheder. Artiklen rejste derfor
et helt B ø re, kaldte indsendte Artikler frem i andre B lade, saa
B. T. havde al Grund til at udbryde:
Quel bruit pour une ome
lette!
Glæser selv blev saa fornærmet, at han som sagt ind
gav sin Dem ission, hvad der, da Musikforeningen selvfølgeligt var
ganske uskyldig i Angrebet, maa kaldes for Smed at rette Bager.
Paa denne Maade at skilles fra en Mand, der i en saa lang Aar-
række havde været Foreningen til Hæder og Gavn, var imidlertid
altfor urimeligt, saa Musikforeningen besluttede at gjøre sit for at
afværge Stormen. Det lykkedes efter Forventning. Da Hartmann
og Holm som Deputation gav Møde hos Glæser og en Skrivelse
fra Administrationen tillige kaldte det skete Angreb for „højst