132 / 256
Overgangen til den n y Tid.
Den ulmende Opposition mod Foreningens Bestyrelse begyndte
efterhaanden at faa ny Næring.
Det var den fri Diskussions
gyldne Tid i disse D ag e, nu var Turen til at tages under
Behandling kommet til Musikforeningen, den konservative Musik
forening. Dens Programmer ere bestandigt det samme Udslag af
den samme Aand , Ærefrygten for det klassiske. A f Musikens nye
Mænd dyrkes, afset fra de indenlandske Komponister, væsentligt
kun Mendelssohn og Spohr, der begge staa paa . Overgangen fra
den klassiske Periode, andre, som Schumann og Schubert, for
sømmes derimod jævnt ben. Komponister, der hist og her bryde
denne Klassicitetens ensformige Overflade, Félicien David eller
Meyerbeer f. Ex., forekomme kun rent forbigaaende, en enkelt
fremragende af den ny Tids Mænd, Hector Berlioz, endog slet ikke.
Programmerne havde været ensidige, selv i det ydre kunde der
være noget at bemærke ved dem , bl. a. de fire Symfonikoncerter,
hvis Indhold lige siden Glæsers Tiltræden med en enkelt Undtagelse
ufravigeligt havde havt ganske det samme Tilsnit. Selv i vor Tid
vilde man betænke sig paa Gjennemførelsen af saa strænge Prin
ciper, uden en eneste Indrømmelse til alle dem, der møde paa en
Koncert med ikke overdreven kunstnerisk Ballast.
Det opsamlede Gjæringsstof maatte have Luft. Til Forskjel
fra tidligere skete Udladningen dog ikke sam let, paa engang, men
Misnøjet skaffede sig Afløb i smaa Hib og Udfald, snart hist, snart
her, sommetider rent lejlighedsvist anbragt i et Par Linjer i en
Avis, tit i en Sag, der i Grunden ellers ikke vedrørte Musik
foreningen. Man virkede paa denne Maade langsommere, men
sikrere. En Artikel (i „Flyveposten“) giver saaledes en General
udsigt over Musiklivets Udvikling i de forløbne Aar og kommer
saa, ligesom rent tilfældigt, med en Ytring om , at Musikforeningen
ikke kan siges at have virket efter en Maalestok, der staar i Over