360 / 411
352
Fattig Adel.
Tjener i pjaltet Liberi, der mener, at hun viser det borgerlige Hus
en Æ re ved at besøge det, skjønt hun kun komm er for at nyde et
Maaltid eller laane Penge. Det første, hun siger, er: »H e r lugter
forbandet borgerlig, lad dem røge noget herinde«, og tænker i sin
H ovm od ikke paa, hvilken Fornærmelse hun tilføjer den, i hvis Hus
hun er. I »D et lykkelige Skibbrud« komm er e n F ru e med en pjaltet
Page, som holder Svandsen, og klager over, at Ph ilem on har skrevet
et Vers Fattigdom og Hofart. Hun er af altfor høj Extraktion til
at hedde Madame, m en hedder velbaarne Frue. Hovedskildringen af
denne sørgelige Existens er dog i »D on R anudo«, hvor man ikke har
det tørre Brød og kun holder M odet oppe ved Tanken om Forfæ
drene. D onna O lympia ringeagter den nyere A del (3, 7 ):
»J eg er ikke meget storagtig, derfor kan je g ikke lide dem,
som vil være noget, men er dog intet.
Bønder give sig ud for
Bønder, og den Æ re, som man gjør dem, tage de op som en Haade.
Men der er visse Folk, som Monsieur og Madame (I ved det vel
selv), hvilke gjøre sig saadan fornem A ir, men Borgeren stikker dog
ud iblandt, i hvor meget de søge at skjule den. Jeg kan ærgre mig
fast ihjel, naar jeg ser Madame (nok sagt) udi sin Portechaise, hæl
dende sit Hoved paa den venstre A xel med en melankolisk Mine,
ligesom hun var m isfornøjet over det, at hendes Mand ikke haver
bragt det endnu h øjere; da dog, naar hun vil eftertænke, at hendes
Fru Moder solgte Figener offentlig paa T orvet udi Sevillien, burde
hun blive ganske hovedsvim let og holde sig fast med begge Hænder
udi Portechaisen, men hun taler m in Tro, ikke gjerne om hendes
Grandmama, ikke heller taler Monsieur gjerne om sine Forældre.
Jeg er færdig at sprække, m in hjærte D on Ranudo, naar je g tænker
paa de F olk «.