29 / 99
Ludvig Phister. H a n havde selv i November 1787 prøvet her
oppe for Direk tionen i nogle Holberg-Roller. Egentlig var
det maaske en D rag t Prygl, som reddede Holberg-Traditionen
til vore Dage. Danseeleven Phister blev nemlig brugt til at
hente Spiritus til de ældre F igu ranter og fik derved selv
Smag for Drik. Men da Ho ftheatrets brave Schweizer saa',
hvor det bar hen, avede han ham i Tide. „Det er til D it eget
Bedste, min Dreng, at Du faar disse P ryg l“, sagde han. „Jeg
drikker selv, men det var Synd, om Du, der kan blive en
stor Skuespiller, skulde gaa hen og blive saadan et Svin som
de Andre!“ Mere end fyrretyve Aar senere (1866-67) over
gav Phister —a tte r paa Ho ftheatrets Scene —sit Livs rige
Ho lberg -Erfaringer til den 17-aarige Olaf Poulsen. Som en
Fole strittede det unge Geni imod den Sele, Phister lagde
paa ham; alle disse Talens Modulationer og Pauser kedede
ham; han vilde hellere selv h itte paa og spille udfra sit tin
drende Humør. Engang vovede han at sige, at han „gerne
vilde emancipere sig“. „Hvad vil Du? Aa, sig det Ord en
Gang til 1“, svarede Phister i en Tone, der betog Olaf Pou l
sen al Lyst til at sige det oftere. Han ridsede sit „01af“ i
Prosceniets Guld til Minde om disse pinefulde Timer, der
siden skulde blive —det indrømmede han selv —af allerstør
ste Betydning for hans Kunst.
Gennem en bred, hvid Dør henne i den lange Gang, som
løber gennem Theaterfløjen, har mange af vor sidenhen be
rømte Kunstnere for første Gang vand ret ind i det forjættede
Land. Forfattere, Skuespillere, Dansere saavel som Sangere,
thi Syngemester Sibonis Syngeskole havde ogsaa Lokale paa
Ho ftheatret. Scenens skraa Brædder har gennem Tiderne
baaret mangen skælvende Aspirant, som med spændt Sind
imødesaa Au toritetens Dom. En Oktoberdag i 1816 gik saa-
27