44 / 99
Runebergs smukke Buste af ham, hvo ra f den ene nu findes
i Museet. Uden Vederlag og uden at forhandle med Ministe
riet overlod Frederik den Syvende til Heibergs Ha rme D i
rektør Lange Ho fth e a tre t og forbeholdt sig kun Re tten til
samtlige kgl. Loger. Sin egen lod han ind rette bred og rum
melig i M id ten af begge Etager; der sad Nordens sidste
Even ty rkonge med rød Fez paa Hovedet og smøgede af en
vældig Pibe. Det hændte, at han i Mellemakterne tilsagde
sine Bekendte b land t Pub likum til The i Værelset bag Logen.
En Aften indbød han Ministrene Scheele og Hall, en anden
gjaldt Inv ita tionen Kammermusikus C. J. Hansen, der fik
Ordre til at tage sin Kone med. Da de stod foran Kongen,
sagde Hansen : „Maa jeg forestille min Kone for Deres M a
je s tæ t!1' Hvo rpaa han vend te sig til hende og sagde ha lv
hø jt: „Marie, det er Hans Majestæ t Kong Frederik den Sy
vende!" Saadan et Ind fald morede Kongen hjerteligt. I en
lille Loge ved Siden, der endnu er silkeklædt og har et Kig
hul i Døren, residerede Grevinden de Aftener, Kongen ikke
var i Thea tret. Herfra havde hun en fortrinlig Udsigt til den
Scene, hvor hun som Barn tra a d te Prinsen paa Foden . . . .
gjorde sit første Fejltrin, mente Aristokratiet, mod store Maal.
Ind retn ingen af Kongens brede Loge medførte, at T ilskuer
pladsernes Antal sank til c. 700. Samtidig blev den nuværende
brede T rappe ned til Buegangen anlagt, og Forsalen b e n y t
tedes baade til Foyer og Konditori.
Høedt og Wiehe m aa tte flytte deres kunstneriske Idéer ned
i et meget folkeligt Repertoire, da det kgl. Thea ter havde
Eneret paa at opføre al virkelig L itte ra tu r. Alligevel sejrede
de to ta lt og kunde, efter a t Heiberg havde forladt Direktør-
posten, vende tilbage til Nationalscenen som en Art Sejr-
herrer. Oppositionen varede kun en Sæson, 1855-56, men
denne Vinter har sin egen Plads i vor Theaterhistorie; th i i
42