48 / 99
de naaede ikke at opleve B itterheden ved at skulle gøre The-
atertjeneste i Skuespil, som ikke er Kunst. Thi Ho ftheater-
Sæsonen varede kun én Vinter. Den blev en Sensation, som
de begge var stærke nok til a t bære. Aldrig før havde man
oplevet, at to kgl. Skuespillere brød med Statsscenen og op-
tra a d te paa Majestætens eget Thea ter under hans Be sky t
telse. Der var ogsaa i dette Forhold noget af den indendørs
Strid mellem Stats- og Kongemagt, som karakteriserer Pe
rioden um iddelbart efter Grundloven. Nu fortæller mange
Billeder om deres Personligheder. Smukke, tidstypiske Mænd
var de begge. Høedts Ud try k er kritisk, Wiehes skønne Pande
hvælver sig marmorhvid, og under de rolige B ryn gløder det
dunkle Øje af Genialitetens Mystik. De ligner h inanden i
højtstræbende Idealitet. Paa Wiehes Skrivebord s taar hans
Marmoruhr, der blev standset den Dag i 1864, han døde. Foran
Bordet staar den Stol, hvorfra hans Bedstefader, Michael Ro
sing, værkb ruden oplæste „Hakon J a r l“ for Familiekredsen,
da Oehlenschlager havde hjemsendt sin første Tragedie.
D irek tør Langes beskedne Regnskabsprotokol findes i M u
seet. De t fremgaar deraf, at han tjen te c. 10.000 Rdlr. i Hof-
theater-Sæsonen, og for dette Overskud startede han i 1857
Folke theatre t paa Nørregade. Ogsaa denne In s titu tion har
altsaa sin Rod i Ho ftheatret. Som den en trep renan te Mand,
Lange var, opgav han ikke Scenen ved Christiansborg, men
fik Bevilling til at afholde Maskerader, hvor Frederik den
Syvende dansede med Grevinden, medens Kammermusikus
Hansen var opvartende Kavaler. E n bred Trappe blev a n
lagt fra Tilskuersalen til Scenen, hvis snoreløse Loft blev
malet, saaledes at Lokalet kom til at ligne to med h inanden
forbundne Rum. Værelserne oppe i Baggrunden blev udlejet
til sluttede Selskaber, amfitheatralske Tilskuerpladser a n
bragtes paa Scenen, og Orkestret spillede fra Hofdamelogen.
46