174 / 296
betalingsmidlet, og naar Folk pludselig ikke kunde indfri deres Veksler, ja, saa styrtede
al K redit sammen som et Korthus. Mandag den 7. December standsede Huset
Pontop-
pidan & Co.
i Hamborg. Dette Hus, hvis Indehaver var dansk, havde mange Forbindelser
i den danske Provins og navnlig blandt de nystiftede Provinsbanker, der endnu ikke var
videre konsoliderede. Faldt Pontoppidan, m aatte man regne med, at Provinsen som Helhed
vilde falde. Det gjaldt derfor om at redde ham. E fter et Møde i København sendtes Tietgen
af C. A. Broberg til Hamborg for at undersøge, om Pontoppidan kunde reddes. I Løbet af
Natten gjorde Tietgen Husets Status op og kom til det Resultat, at en Redningsaktion vilde
lykkes, hvis man kunde skaffe 1 Mill. Mark Banco. Dette meddelte han telegrafisk Bro
berg, der tog In itiativet til at faa tegnet Beløbet, som fordeltes med lige P a rte r paa
Børsen, Nationalbanken og Staten. Efter nogle yderligere Vanskeligheder gled Pontoppi
dan a tte r ind i smult Vand, og det store Provinskrak afværgedes i første Omgang.
Der gik imidlertid ikke mange Dage, efter at den københavnske Handelsstand havde
optraadt som Redningsmand, før den selv kom i den bitreste Nød. Man henvendte sig
til Regeringen om Hjælp; og trods megen Uvilje lykkedes det til sidst, ikke m indst ved
Kongens Mellemkomst, at faa overladt et Beløb paa 300,000 Pund Sterling af Staten til
Oprettelsen af en m idlertidig Laanekasse.
Naar Beløbet udtryktes i Sterling, havde det sine Grunde. Tidligere paa Aaret var Øre
sundstolden efter Overenskomst med de andre Magter blevet ophævet, mod at der betaltes
en Afløsningssum. Denne var begyndt at indgaa, men Finansm inisteriet havde ikke anset
det for raadeligt at trække saa stor en Sum hjem straks, hvorfor Pengene indgik til det
danske Bankhus i London C.
J. Hambro & Son.
Det Beløb, Staten stillede til Raadighed, var altsaa en Veksel paa Hambro. Selvfølgelig
var det storartet, at Staten for en Gangs Skyld var velbeslaaet, men hvorledes skulde
man faa gjort saa stor en Sum til rigtige Menneskepenge? Det var nemlig det, Folk vilde
have. Veksler havde de i Øjeblikket mere end nok af.
Nationalbanken var ikke i Stand til at diskontere Vekslen. Dertil havde Banken enga
geret sig for stæ rk t i den foregaaende Tid. Saa var der den nystiftede Privatbank. Man
henvendte sig til Tietgen, der svarede: »I Morgen een Million Daler, i Overmorgen en
halv Million Daler, Resten efter Helligdagene« (det var nu lige op til Ju l). »Aldrig glem
mer jeg de Miner, hvormed de Herrer saa paa mig«, skriver Tietgen i sine Erindringer.
Beløbet havde han overhovedet ikke disponibelt, selv om han havde sikret sig en Del
Sølv, der skulde have væ ret sendt til Hamborg. Men han regnede, som han fortæ ller i
Erindringerne, med, at det dels vilde tage lang Tid at ekspedere de enkelte Laan, dels
at en stor Del af de Penge, der kom til Udbetaling, vilde vende tilbage til Banken som
172