183 / 454
166
bereder for aandeligt Liv. Den store Del af Befolkningen,
der er paa den Side, hvor man ikke har sit jævne, trygge
Udkomme, har i deres Kamp maaske i flere Generationer
faaet en Sans, der ligger foran alt andet i Sjælelivet. Hvor
denne Sans stodes, lukker II jertet sig, naar Ordet bæres frem.
Vore Fædre i Kirkefondet saa el herligt Syn af Kirker,
der rejste sig i København, og det var Herren, der visle
dem det. Flere af os yngre har hørt et Suk fra Samfunds
forholdene, hvor Mennesker lider aandeligt og timeligt un
der den kapitalistiske Samfundsordning. Vi beder om, at
flere maa høre det Suk og lade det virke medbestemmende
paa deres Arbejdsmaade for Guds Rige. Menigheden hørte
Herrens Ord om at gaa ud i al Verden, og det har blomstret
paa Missionsmarken. Forskellige Tegn ogsaa derude kunde
tyde paa, at Tiden er inde til, at den samme Røst vil sige til
o s:
»Gaa ind i Folkene, som I selv hører til, og vær Lys
og Salt.« Vi vil prædike Kristus, den korsfæstede alene til
Frelse for den enkelte, men vi vil ogsaa have den Side a f
Jesu Ord frem, der kræver, at Gud skal æres i alle Ting,
ogsaa ved den Samfundsordning, som mange af os desværre
synes at befinde os helt godt i for vort eget Vedkommende.
Talen er ikke om et socialt Evangelium, men om Sjæle,
der har faaet den Side af Helliggørelsen med, hvor der
lides under at have sit paa det tørre og saa være Kristi
Tjenere i en By, hvor f. Eks. 4787 Personer bor i Lysthuse
og 70 Procent i 1 og 2 Værelsers Lejligheder. Ogsaa alt
dette maa ind i Kristi Lidelsers Samfund. Det giver In
stinkt og store Muligheder for Evangeliet.
Tilsidst kan jeg nævne, at vi herinde som andre Steder
i Landet kan
hæmm es af det fo lk ek irk elig e.
Embedet giver
os, der sidder i det, for stor Magt, navnlig til at blive sid
dende. Den folkekirkelige Lovgivning har allerede saa
smaat vist sig at kunne blive en Hindring for det aandelige
Arbejde, idet Kirke og Menighed blandes sammen. Menig-
hedsraad burde maaske hellere kaldes Kirkeraad. Lovens
Udtryk: Menighedsmøde burde ændres til Kirkemøde. Kirke-
raadets Magt til at forbyde Indsamlinger i Menigheden ved
Gudstjenesten kan fremkalde uheldige Forhold.
Disse og mange flere Ting kan vi unge tale om indbyrdes
som noget, der maa gøres til Genstand for Bøn. Men een
Ting er sikkert, at skal der komme noget nyt frem iblandt
os, der er Velsignelse ved, maa det gro ud af det gamle og
med fuld Pietet overfor deres Arbejde, der var vore Fædre i
Kristus i denne By.
Professor L. P. Larsen sagde sidst, han var hjemme, at
de Mennesker, der kun har Ængstelse at byde os, er ingen
Hjælp. Hvis en Mand bøjer sig ned i en Afgrund for at drage
et Menneske op, der er ved at styrte længere ned, saa er vi