197 / 454
180
Allerede det første Sted paa Lolland, hvor jeg prædikede en
Søndag, fik jeg et overordentlig stærkt Indtryk af Vilje til at
hjælipe os. Præsten meddelte mig, at han havde haft begge Me
nighedsrådenes Medlemmer samlede og talt med dem om hele
denne Sag. Man var da blevet enige om at ordne Sagen paa den
Maade, at Sognets Beboere kunde tegne sig for Bidrag hos Me-
nighedsraadsmedlemmerne. Altsaa hele Menighedsrådet — baa-
de Grundtvigianere og Missionsfolk — var interesseret i og vilde
gøre et Arbejde for denne Sag.
Dette er jo den bedste Anbefaling for Indsamlingen, og da
jeg efter Gudstjenesten gik ned gennem Kirken for at hilse paa
Folk, hørte man overalt: „Maa jeg saa tegne dig, N. N .?“ — og
overalt lød Svarene: Ja, ja.
Jeg skulde være tilbøjelig til at mene, at „Minimumstallet“
blev tegnet ved Gudstjenesten. I hvert Fald havde hverken Præ
sten eller de øvrige nogen Tvivl om, at det skulde lykkes.
Et andet Sted paa Lolland, hvor man skulde skaffe et Mirni-
mumstal paa ca. 40, spurgte jeg Præsten efter Mødet, hvor man
ge „Portioner“ , han mente, der kunde naas. Han svarede, at efter
Stemningen paa Mødet, vilde han ikke anse det for umuligt, at
man naaede et Par Hundrede! — Nu, det var maaske ogsaa det
allerbedste Sted paa Lolland med et gammelt og stort Samfund.
Efter at jeg havde været paa Lolland, var jeg et Par Dage i
Tybjerg Hierred. Ogsaa her syntes der at være en god Jordbund
for Indsamlingen. Ganske vist var Kirkebesøget ikke overvæl
dende — det var meget daarligt Føre — , men da jeg efter Guds
tjenesten talte med Præsterne og Tillidsmæmdene, var det glæde
ligt at høre, hvordan snart den ene og snart den anden sagde, at
de Indvendinger, de tidligere havde haft imod Sagen, nu var
borte, og de var indstillede paa at arbejde for et godt Resultat.
I Jylland begyndte Skuffelserne. Det vil sige, det begyndte
nu med en stor Opmuntring. En Søndag prædikede jeg i te Kir
ker, der begge var fulde af Mennesker, paa hvem det øjensynlig
gjorde et stærkt Indtryk at høre baade om de vanskelige Kaar i
et stort københavnsk Forstadssogn og om den forholdsvis lette
Maade, Nøden kunde afhjælpes paa. Præsten og Tillidsmanden
mente da ogsaa, at man sagtens skulde maa Maalet for disse Sog
nes Vedkommende.
Men saa begvndte Skuffelserne. Et Sted, hvor jeg skulde
prædike, havde Præsten intet foretaget sig, ej engang tillvst
Gudstjenesten. Han havde nemlig kun faaet mangelfuld og ufyl
destgørende Besked. Jeg maatte tase bort uden at have talt for
Sagen, men med hjertelige Anmodninger om at komme en anden
Gang. I det hele taget blev jeg overalt — af Meningsfæller og
Ikke-Meningsfæller — modtaget med den største Hjertelighed
og Velvilje.
Et Par andre Steder var Gudstjenesten daarligt bekendtgjort,
saa der var yderst faa Mennesker, men trods dette var ogsaa paa