450 / 454
417
Det synes mig, man ikke kan kende det Billede af vor Herre
Jesus, som findes i det Ny Testamente, uden at blive opmærksom
paa, at der over al dets Herlighed er et Drag af Vemod, et vemodigt
Drag, stammende fra det, at Han fik med saa mange at gøre, som
begyndte, men ikke fuldførte, som holdt ud til en Tid og saa faldt
fra, fordi denne Verden blev dem for stærk, saa de forlod Ham.
Han saa som ingen anden alle de rige Muligheder og hvordan de
visnede næsten alle, det blev kun den lille Flok, der naaede igen#
nem, og Han saa ogsaa, hvor trangt Hans Kirkes Levnedsløb skulde
blive, fordi Hans Menighed vilde komme tilkort og ikke føre igen#
nem, hvad den begyndte, vilde nøjes med det omtrentlige i Stedet
for det fuldførte, bøje af for Verden og stille sig lige med Verden
i Stedet for at holde sig til Ham, holde ud — og sejre. Og paa den
anden Side var der noget, der vakte Hans Glæde i de Dage, da
Han vandrede hernede, saa var det den Tro, som ikke bøjede af
for Hindringerne, den Tro, som i sine smaa Forhold gjorde Alvor
af det, der for Ham var den store Sandhed: Intet kan være umuligt
for Gud. Da Han den sidste Aften vilde sige et rosende Ord om
sine Disciple, var det det, Han roste dem for, at de havde holdt ud
med Ham under alle Hans Prøvelser. Derfor hører det sikkert til
det, der nu glæder Ham, naar Han ser sine Disciple holde ud, og
det er jo ved Udholdenhed, Han fører sin Gerning igennem hos
os, og der er ingen Gerning for Ham, der er saa ringe, at den ikke
skulde kræve Udholdenhed, og der er ingen Gerning, der er saa
ringe, at Han ikke skulde ville hjælpe den, der staar deri, til Ud#
holdenhed. For det er jo det, der er Hemmeligheden ved de krist#
nes Gerninger, at de bliver gjorte ved at blive gjorte af Hjertet
som »for Herren«, og naar de lykkes, er det kun, fordi de blev
gjorte Dag for Dag for Hans Ansigt med Ham som Herre. V i har
ligesaalidt som Verden Kraften i os selv til at holde ud, til at sejre,
den kan vi kun faa hos Ham, som ene har sejret, og vil vi ikke hente
Kraften dér, saa gaar det ogsaa i Staa med denne vor Gerning, eller
det, der bliver gjort, bliver ringere end det, der skulde have været
gjort. Et frivilligt Arbejde er frivilligt, indtil man har taget sig det
paa, men ikke længere — den Sandhed fik jeg hørt i min Ungdom,
og den er jo for ærekære Mennesker en uomstødelig Sandhed, og
det er godt stadig at bringe i sin Erindring, at har man taget sig
en Gerning paa, en frivillig Gerning, som man ikke faar Vederlag
for, saa er man fra det Øjeblik, man har taget sig det paa, forpligtet
til at gøre det ligesaa samvittighedsfuldt, ligesaa stadigt, ligesaa ud#
holdende som den Gerning, af hvilken man har sit Levebrød; jTen
med den Gerning, man frivillig har taget sig paa, har det sig jo ]kke
som med den Bestilling, man er i, at hvis man bliver forsømmelig,
saa kommer Reaktionen enten i Bebrejdelser eller, hvis det er grove
Forsømmelser, i Afskedigelse, og derfor sker det saa tidt, at trivil#
ligt Arbejde bliver forsømt, og den, der forsømmer det, synes ikke
han er Mindremand for det. Og saaledes kan det ogsaa komme til
at gaa i denne Gerning ,hvis det Arbejde, vi har taget os paa, skal
holdes i Gang alene ved den Ærekærhed, som er i os, vi er a le
svage, og der er saa meget, der vil faa den første Begejstring ti a
dø hen, og der kommer saa mange Undskyldninger op for rorsøm#
melserne, først for de smaa og saa for de store. Der er kun een
Kilde til stadig Begejstring, og det er Ham selv, vor Herre Jesus
Kristus. Skal dette Arbejde lykkes, saaledes at alle de der ser der#
paa, ikke skal spotte, men undres over, hvor de Mennesker hk Krat#
ten til at holde ud, saa maa hver eneste af os hver Dag tage sin
Andel i Gerningen, stor eller lille, ind for Hans Ansigt s0^ e/
Gerningens Herre, og bede Ham forny os iFojsættet, Lysten, Krat#
ten, forny os i Aanden, i Begejstringen, i Udholdenhed. ^
Guds Medarbejdere — naar vi siger det stille og til indbyrdes