88 / 454
77
Sønnens Naade og Fred og Aandens Liv og Glæde. Som vi synger:
fælles om hans Liv og Fred, Lys og Kraft og Herlighed.
Det er „de helliges Samfund“ eller Fællesskab, Udtrykket for,
at alle Guds Børn i Verden har den samme Fader, den samme
Frelser og den samme Aand til Helliggører.
Vi er fælles om Riget. Vi er Rigets Børn. Der er kun eet
Guds Rige paa Jorden, der er kun een Kirke — alle de troende
indenfor alle Kirkesamfund; og disse har alle Del i det aandelige
Fællesskab. Vi tror paa de helliges Samfund.
Men det er med denne Tro, som med saa meget andet indenfor
den kristne Tro, at den ikke altid har Magt i os, og at vi ikke
altid opfatter den saa dybt og sandt, som vi skulde. Vi er meget
tilbøjelige til at „stirre paa vort eget“ , til at være begrænsede og
snævre i vort Syn paa andre, og til kun at ville have Samfund
med dem, der i eet og alt er enige med os. Vi maa „udvide vore
Hjerter“ , hvis det skal være Alvor med Troen paa de helliges
Samfund.
Vi er mere tilbøjelige til at se paa det, der skiller os fra andre
troende end paa det meget større, der forener os med dem.
Og det er da det første, jeg vil sige om Bønnens og de helli
ges Samfund:
Bønnen lukker Hjerterne op for de helliges Sam
fund. Bønnen staar ved Indgangen til de helliges Samfund.
Man
kan ikke sige, at Bønnen er Kilden til de helliges Samfund. Det er
ikke født af Bøn, men af selve Troens Samfund med Gud. Kilden
til de helliges Samfund er Oplevelsen af Frelsen i Kristus. Er
man i Samfund med ham, er man med det samme gennem ham
i Samfund med alle Guds Børn i Verden; thi man er blevet en
Gren paa Vintræet, et Lem paa Kristi Legem, som er Menig
heden.
Men Bønnens Opgave er at holde Sindet aabent for den Vel
signelse, som det er at kende sig i Samfundet med de hellige,
saa det ikke i Egenkærlighed og Hovmod lukker sig for de andre.'
Bønnen udvider Hjærtet. Den kalder det rene Sind frem i os.
Den dræber de selviske og hovmodige Tanker og hjælper os til
Ydmyghed. Det er kun „sammen med alle de hellige“ , at vi kan
formaa at begribe, hvad der er Længden og Bredden og Dybden
og Højden i Guds Kærlighed, og kende Kristi Kærlighed, der over-
gaar al Erkendelse (Efs.
3
, 18).
Vi kender alle noget til, hvor det kan hjælpe os i vort Forhold
til et andet Menneske, hvis vi kan komme paa Knæ med ham eller
hende. De Forskelle og Modsætninger, som truede med at skille
Hjerterne, forsvinder i Fællesskabet, naar vi er sammen inde
for Herrens Aasyn. Det store faar Lov til at være stort og det
smaa Lov til at være smaat. Perspektivet forandres; og det, man
ikke kunde tale sig til Rette om, kan man bede sig til Rette med.
Fællesskabet sejrer over Særstandpunkterne, Enheden over
Forskellene.
Af Naturen er vi alle mest tilbøjelige til at betone Forskellene.