KøbenhavnsKirkesag

ken er saa dybt afhængig af Bønnen. Troens Bøn er som Haan

den, der tager mod Guds Velsignelse i Ordet og ved Nadverbor

det. Jo mere Bøn — jo dybere Virkning af Ord og Sakramenter —

des rigere Vækst i Naaden, des skønnere Kristenliv.

Derfor maa vi ogsaa give Bønnen god Plads i vore Gudstjene

ster og ved Menighedssamfundets Møder. Den maa ikke blive

blot som et Buk for vor Herre til Begyndelse og Slutning, men

der maa gives Lejlighed til Bøn, fri Bøn, stille Bøn, fælles Lov

og Tak, fælles Forbøn for Guds Riges Gerning. Der mangler

meget i, at Tilbedelse og Taksigelse, Bøn og Forbøn har faaet den

Plads, der tilkommer dem. Og vi bør forberede os til Deltagelse i

Fælleslivet gennem Bøn, saa vi har været i Bøn, inden vi gaar i

Kirke elier til Menighedsmøde.

Men Bønnen er ikke blot en Del af de helliges Fællesskab,

den er ogsaa

det store Middel til at bevare og udvide de helliges

Fællesskab.

Jeg tænker særlig her paa

Forbønnen.

Naar vi bede:

Dit Rige komme, bede for Hedningers, Muhammedaners og Jø

ders Frelse, følger Anvisningen om at bede Høstens Herre drive

Arbejdere ud, retter os efterFormaningen til at bede for Arbej

derne derude, at Ordets Dør

maa aabnesdem — ja saaer vi i

Bønnens hellige Fællesskab med Herren, der arbejder paa at ud

brede Riget og faa stedse flere ind i „de helliges Samfund“ . Og

naar vi er i Bøn for Sjæle herhjemme, der er borte fra deres

Herre og ude i Verden, saa arbejder vi paa at drage ogsaa dem

ind i „de helliges Samfund“ . Og jo mere det er os om, at gøre, des

mere bliver vor Bøn for andre til en Strid, en Kamp, en Udholden

hedsprøve, der i alt Fald bliver os selv til Velsignelse efter Or

det i Lucas 10,5

— 6

„er der der en Fredens Søn, saa kommer eders

Fred over ham, ellers vender den tilbage til eder selv“ . Og saa-

ledes skal vi jo ogsaa vise Brodersindet overfor dem, der er

ved at glide og snuble iblandt o s : „Dersom nogen ser sin Broder

begaa Synd, som ikke er til Døden,

han skal bede og give ham Liv

(1. Joh. 5, 16). „Beder for hverandre, at I maa læges“ (Jac.

5, 16). Det er Bønnens aktive Tjeneste for de helliges Samfund

— der ikke blot bereder Sindet for dette, men opbygger og

udvikler det gennem den gensidige Forbøn for hverandre. Maatte

Bønnen faa en stor Plads i vort Menighedsliv! Ikke blot i Enkelt

menigheden, saa de helliges Samfund kendes klart i den, men

ogsaa i hele vor Kirke — og i vore københavnske Menigheder,

saa de fik Lyst til at samles til Fællesmøder og tage fælles Tag i

det store fælles Arbejde — ikke blot i Hedningemissionen, men

ogsaa i Arbejdet for at gøre vor By til en kristen By — i indre

Missions og i Kirkesagens store fælles Arbejde, ogsaa saaledes,

at de Menigheder, der ikke selv mangler Kirke og Menighedshus,

gjorde fælles Sag med dem, der mangler og prøvede paa at hjælpe

dem til at faa. Men det naas nok, naar blot Bønnen faar den rette

Plads iblandt o s!