89 / 454
78
Vi ser det jo i de Lande, hvor Mennesker af forskellig Race
lever sammen i det borgerlige Samfund. Der er en vis Uvilje hos
hvide overfor de sorte og de gule og omvendt. Og selv om de
er troende og bedende hellige Mennesker, kniber det med at faa
nogen rigtig Følelse af Samfund med dem.
Det er paa en Maade lettere for os, som har de farvede paa
Afstand. Men vi driver dog Mission iblandt dem. Og vor Kirke
har Dattermenigheder ude i Indien og Kina. Glæder vi os rigtig
over det? Lever vi rigtig i de helliges Fællesskab med dem, saa
deres Glæder og Sorger finder Deltagelse hos os? Eller er der
ikke hos mange i vore Menigheder herhjemme en vis „Seen ned“
paa disse farvede, som om de ikke var Mennesker af samme Slags som
vi, med samme Evner og Kræfter, med samme Synder og Svag
heder og med samme Trang til en Frelser? Det er dog vistnok
en af Grundene til, at mange har saa lidt Kærlighed til Hedninge
missionen, og at den for andre staar som noget saa ekstraordinært
og mærkværdigt, mens det jo i Virkeligheden kun er vor jævne,
simple Pligt og Skyldighed, at vi bringer Evangeliet ud til andre.
Mere mærker vi til Nationalitetsforskellen. Det kniber med
at have det rette Sind overfor vore tyske Trosfæller f. Eks. Ikke
mindst i Sønderjylland, hvor man har lidt under tysk Regimente.
Og dog ser vi heldigvis ogsaa dernede, at Enhed i den fælles Tro
er stærkere end Splittelse i de forskellige Nationaliteter. Og det
er vel noget af det, som gør det sønderjydske Spørgsmaal saa
indviklet, at levende Kristendom gaar paa tværs af nationale De
lingslinjer.
Men der
er
en Uvilje at overvinde mod Tyskere, og hvis den
ikke var der, vilde de sikkert mærke mere til de helliges Sam
fund, ikke mindst i denne Tid derved, at Menighederne herhjemme
kom dem til Hjælp i deres Nød.
Saa er der de konfessionelle Skel mellem troende kristne af
forskellige Kirkesamfund. Skønt vi er forenede i den ene Herre,
i Troens Lydighed mod ham, er vore Opfattelser af mangt og
meget i den kristne Lære vidt forskellige. Vi skal ikke vige en
Tomme fra Sandheden, saaledes som vi erkender den i vor evan-
gelisk-lutherske Kirke. Vejen til, „at de alle maa blive eet“ , er
ikke, at vi fra alle Sider slaar af paa vort eget og klipper det til
saaledes, at vi kommer de andres Lære i Møde. Det er Utroskab
mod Sandheden og mod den Lære-Type, vi fik overleveret. Men
vi skal anerkende den Kendsgerning, at andre troende har andre
Opfattelser, saa vi ikke af den Grund frakender dem Brodernavn.
Der vilde jo ikke være Sandhed i vor Deltagelse i den evangeliske
Alliances Bedeuge, hvis vi ikke anerkender Brodersamfundet med
Guds Børn i de andre protestantiske Kirkeafdelinger. Og dette
Brodersamfund maa selvfølgelig strække sig ud ogsaa til alle
sande troende i Katholicismen, selv om de ikke vil anerkende
vort Kirkesamfund. Men denne Stilling: Hjærternes Troskab mod
Sandheden, saa vi ikke viger fra det evangelisk-lutherske og Hjær-