KøbenhavnsKirkesag

ternes Troskab mod Kærligheden, saa vi ikke frakender anderledes

tænkende Guds Børn Brodernavnet — den er det ikke let for os

at bevare.

Endelig er det de sociale Skel mellem rig og fattig, mellem

dannet og mindre dannet. De strækker sig jo helt ind i vore Me

nighedssamfund. Det gamle Ord siger, at lige Børn leger bedst;

og der er jo en vis Tendens til Kastedeling i vort Samfund. Der

skal Kristi Aand have saa megen Magt i os, at vi ikke falder for

Fristelsen til at vise Persons Anseelse og maale med forskelligt

Maal, men staa med Brodersind mod alle troende.

Overfor alle disse Skel gælder:

Bøn

lukker Hjerterne op for

de helliges Samfund; den nedbryder Skrankerne.

Det gælder ogsaa de helliges Fællesskab i vore Menigheds

samfund. Ogsaa i dem kan jo de personlige Forskelle gøre sig

stærkt gældende — vi er da heldigvis ikke ens. Og der kan under

tiden mærkes en vis Spænding mellem unge og gamle, en vis

gensidig Kritik. Forskellen i Stand og Stilling, i Udvikling og Dan

nelse, i timelige Kaar og i aandelige Forudsætninger kan ogsaa

vise sig.

Der er intet galt i, at man slutter sig nærmere til nogle end

til andre, og at de, som særlig passer for hinanden, finder hin

anden.

Men det er galt, hvis der opstaar „Kliker“ , som holder sam

men indbyrdes og sondrer sig ud fra Fællesskabet. Thi saa er Fæl

lesskabet ved at skrumpe ind til Fællesskab mellem nogle faa paa

Bekostning af „de helliges Samfund“ . Den Menighed, i hvilken

der ikke indadtil er Enhed i Herren, er lammet i sin Gerning

udadtil. Thi om den kan man ikke sige: Se hvor de elske hver

andre. Derfor bad Herren: at de alle maa være eet, for at Ver

den maa tro.

Derfor gælder det om at staa i Aandens Samfund med alle

dem i Menigheden, der hører Herren til. Og hvis der er noget

mellem dig og din Broder, da gør efter Herrens Bud i Bjergpræ

dikenen : Først Forligelse, saa Gudstjeneste (Matth. 5, 23 flg.)

Det er en Ydmygelse. Men Kraften til den faar du i Bøn.

Saaledes lukker Børnen Sindet op for „de helliges Samfund“ .

Men tillige er Bønnen selv en Del af „de helliges Samfund“ .

Den hører til de Livskilder, hvorom Apostelmenigheden samlede

sig (Ap. G. 2,42). Herrens Bøn — Fadervor — var i Oldkirken de

troendes Bøn, der kun blev bedt i Menighedens Forsamling —

ikke naar udenforstaaende var til Stede. Og i den er der hele

Tiden Tale om vi og vor og os — altsaa om Samfund — ikke om

jeg og min og mig. Fællesskabet ved Gudstjenesten er for en stor

Del Fællesskab i Bøn, Taksigelse, Lovprisning. Bønnen i Jesu

Navn skiller bedende Guds Børn fra alle andre bedende og for

ener dem i Navnet.

Den Menighed, i hvilken Bønnen ret har Magt, har Betingelsen

for at leve det rigeste Fællesliv. Ogsaa fordi Naademidlernes Vir