99 / 454
»Hvorledes faar vi vore Tellsnore strakt videre ad i
Arbejdet herinde?«.
Udtrykket »vore Teltsnore« er hentet fra Esajas Kap.
.54, 2— 3.
Vi véd, at da Profeten skrev disse Ord, var det under
en Krisetid for Folket. Det levede i Landflygtighed i Ba
bylon, og Fremtiden tegnede sig mørk og usikker. Den
gamle Nationalreligion var brudt sammen, man var ved at
komme bort fra den Tanke, at Israels Gud var den, der
særlig skulde tage sig af Israels Folk. Noget nyt var ved
at bryde frem; først var det nye af det onde; det var Ma
terialismen og Lysten til denne Verden; men saa kom der
ogsaa noget godt — man saa, at Israels Gud var hele Ver
dens Gud.
Profeten ser Frafaldet indenfor Judas Folk; men han
ser ogsaa, at en Rest er bleven Herren tro, og denhe har
Fremtiden i Eje, thi hvor Gud er, dér er Fremtiden. Plan
vover saa at forkynde dette som et Budskab fra Gud, han
raaber til de trofaste, at de skal strække Snorene langt ud,
saa der kan blive god Plads i Teltet. Israels Folk er som
en Beduin med mange Børn, der kræver megen Plads i
Hjemmet. Profeten forjætter sit Folk en Fremtid, det skal
vende tilbage til sit Land, Gud vil tilgive det dets Synder,
og han vil lede dets Veje. Disse Ord blev talt i en mørk
Tid. Men Profeten fik Ret. Det sidste Tempels Herlighed
blev større end det førstes. Fremtiden kom til at tilhøre Is
raels Folk, fordi de stod med Gud.
Denne lille, historiske Indledning skal vi holde fast ved.
— Profeten var en Mand fuld af Tro. Han har Tillid til Gud
og føler derfor, at han har Lov til at se lyst paa sit Folks
Fremtid. — En saadan Tro i Haab til Trods for, at alt
kan se mørkt og tungt ud, har vi ogsaa Lov til at have,
— den skal bære Sejren hjem — thi os hører Fremtiden til.
Maaske nogle af Dem kender Historien om den alsiske Bon
de, der efter 1864, mens han gravede Tørv, stødte paa en Baad
fra den fjerne Oldtid. Han forstod, det var et betydningsfuldt
P'und, men ogsaa, at talte han derom, vilde det gaa til Mu
seet i Kiel, — derfor tav han. Da han skulde dø, betroede
han sin Søn Hemmeligheden, men tilføjede, at denne ikke
maatte røbes, før Als engang blev dansk. — Bonden selv
tav, og Sønnen tav, indtil Afstemningen havde fundet Sted,
saa aabenbarede han Hemmeligheden, og vort National
museum bliver nu en stor Skat rigere.
Baade Fader og Søn havde en sikker Tro paa, at Retfær
digheden skulde sejre, og at Fremtiden hører Sandheden til.
— Saadan en Tro skal vi have; den havde Friis-Hansen —
jeg har hørt, at nogle i sin Tid indvendte, at Kirkerne skulde