KøbenhavnsKirkesag

spurgte hun, om det nødvendigvis skulde være nyt; de havde

et gammelt derhjemme.

Selvretfærdigheden gror som en Paddehat, hvor Guds

Ord er lagt paa Hylden. Manges Trøst er, at det gaar os

vel ikke værre end de andre. Dette er Farisæismen i sin Ne:

gativitet. Der maa gøres et Arbejde, der kan gaa i Dybden.

Jeg er mig bevidst, at jeg kan ikke anvise nye Veje,

men jeg kan minde om det, vi skal gøre — vi maa gaa de

gamle Veje i Tro.

Jeg nævner

Gudstjenesten.

I en Ordinationstale sagde

Biskoppen engang: »I skal slet ikke bryde jer om Resulta

terne.« Jeg studsede lidt over det; men efter lidt nærmere E f

tertanke gik det op for mig, at det var vist ganske rigtigt.

Man skal prædike Ordet for Guds Ansigt og saa lade ham

om Følgerne. Fremfor alt maa man ikke fiske efter Popula

ritet, det er noget af det forfærdeligste, jeg véd.

Saa nævner jeg

de kirkelige Handlinger.

Om dem vil jeg

blot sige: »Lad os blive fri for fraskiltes Vielser.« — Jeg

vier ikke fraskilte, og jeg tror, det er rigtigt. Jeg tror, at

Præster mange Gange har hindret deres egen Gerning ved at

vi fraskilte. Tænk derpaa. Vi siger til Mennesker, naar de

bliver viede, at hvad Gud har sammenføjet, skal Mennesker

ikke adskille — og nogle Aar efter vies maaske den ene af

de to til en anden.

Vi maa gøre en Ende derpaa nu.

Jeg har hørt sige, at Biskoppen af London uden videre

har forbudt sine Præster at vi fraskilte. Jeg vilde ønske, at

vor Biskop havde Myndighed til at kunne gøre det samme.

Og dernæst

Husbesøgene.

— Vi skal være trofaste paa

dette Punkt; thi der er mange flere Døre aabnede, end vi

kan magte at gaa ind igennem.

For det første skal vi helst mage det saaledes, at vi er

velkomne en anden Gang. For det andet skal vi tænke,

at det maaske er første og sidste Gang, man kan vise de

Mennesker Sandhedens Vej. — Hvorledes kan De forlige dis

se 2 Ting? Det vilde jeg gerne høre nogle Udtalelser om.

Tilsidst vil jeg nævne

Forbønnen.

— Vi skal arbejde,

men Gud skal gøre det; lad os da gaa trøstigt fremad, muligt

ad de gamle Baner, muligt ad nye, men gøre det trofast.

Jeg tænker paa Herrens Ord til Paulus, da han var i

Koiinth. »Fiygt ikke, men tal og ti ikke, eftersom jeg er

med dig, og ingen skal lægge Haand paa dig for at gøre

dig noget ondt, thi jeg har meget Folk i denne By.«

Lad disse Ord saa være ogsaa vor Opmuntring og Vej

ledning.

Udgivet a f -Det k ø b e n h a v n s k e K irk efon d .. R ed igeret a f Past .r

C.h. Vielsen.

DuDlex-Trykkerlet (Hansen & Sick).