106 / 454
præster, hvor Arbejdet er for overvældende, og meget andet,
der burde gøres, men ikke kan blive gjort, hvis vi ikke faar
de nødvendige Midler.
Vi maa derfor bede om en stor Kollekt i Aar. Den har
været synkende de senere Aar; nu skulde den gerne stige
igen. De daarlige Tider til Trods. Ofte er Guds Rige gaaet
stærkest frem og har faaet de største Midler at arbejde med
netop i de daarlige Tider.
Men det forudsætte^ jo en Kraftanspændelse fra alle
Kirkesagens Venner, et fælles Løft, som kun kan ske, naar
hver gør sit bedste.
Derfor beder vi alle vore mange Venner ud over Landet:
Gør, hvad I kan; begynd at lægge lidt til Side, saa Dagen
finder Eder rede til at give. Og tal om det med andre og
faa dem interesserede. Særligt kan jo Sagens mange Venner
blandt Præsterne gøre meget for at forberede Dagen ved at
fortælle lidt om Sagen i Forvejen og ved at lægge Menig
hederne paa Sinde at være rede. Tak til enhver, som vil gøre,
hvad han kan.
Charles N ielsen.
95
Kirkens frivillige Arbejde,
dets Ret og Betydning.
A f Biskop
H. Oslenfeld.
O plæ sning a f Math. 9, 35 — 38.
I disse Ord ser vi tydeligt Jesu Evne til at se paa Men
nesker ud fra et dobbelt Synspunkt. Der fortælles her, at han
saa deres Trang, og at han ynkedes inderligt over dem.
Og saa et Sekund efter siger han: »Beder Høstens Herre
om, at han vil sende Arbejdere ud til sin Høst.« Jesus saa
Trangen hos Mennesker, men han saa^ogsaa, at der er noget,
der duer, noget, der ikke maa lægges øde, men skal ind
samles i Guds Lade.
Vi skal lære af ham at forene de to Synspunkter, og vi
vil prøve at lægge den Betragtning til Grund for det, vi
h$r skal tale om.
Kirken maa arbejde, det kan ikke være andet, den be-
staar jo af dem, der er grebne af Kristus, og som derved har
faaet en umistelig Værdi i deres Liv. Men alle de andre
trænger til den samme Oplevelse. Gud har været god imod
mig, det forpligter. Man skal ikke sidde og hygge sig med
det, man har faaet, for saa stivner man, og det, der engang
kom strømmende friskt til en, det løber bort igen. Nej, man
skal prøve at være noget for andre. Det er sandt for den
enkelte, men det er ogsaa sandt for Kirken. Kirken kan