108 / 454
97
Saa var det, at Menigheden selv tog fat, og det Arbejde
begyndte, som vi kalder Københavns Kirkesag. Naar vi
bliver gamle — hvis vi da bliver det — , saa skal vi gaa
ud og vise vore Børnebørn de 30— 40 Kirker, som Menig
heden selv har rejst her i vor By, og vi skal fortælle dem om
det Arbejde, der ligger bagved.
Menigheden indsaa, at det kunde ikke blive ved at gaa,
bliver Hovedstaden afkristnet, vil det mærkes i hele Landet,
sHvis et Lem lider, lider hele Legemet.« Derfor maatte det
blive Menigheden i hele Landet, der skulde tage fat. Dette
forstaas ikke altid ude omkring. Derfor maa det under
streges, al Københavns Kirkesag er ikke det ordinære kirke
lige Arbejde herinde, dette bæres væsentlig af Menigheds
ligningen som ude i Landet, men det er
det frie kii kelic/e
Initiativ,
som arbejder paa, at »Leddet kommer i Lave« der,
hvor den store Befolkningstilvækst har bragt det ud af Lave.
Og det er et Arbejde for de smaa i Samfundet, da det altid
særlig vil blive dem, det kommer til at gaa ud over, naar
Sognene bliver uforholdsmæssig store. Men jeg vil sige til
Dem: Menigheden herinde unddrager sig ikke sin Pligt.
Jeg kan tale af Erfaring, jeg har været med i Arbejdet for
2 Kirkers Opførelse. Jeg skal fortælle Dem lidt om, hvor
dan det gik til med den sidste. Da vi havde faaet Lukas Kir
ken opført, havde vi et lille Fond tilbage, og dette var i det
stille i Løbet af en halv Snes Aar vokset til henved 20,000
Kr. Men da var Trangen til at faa endnu en Kirke blevet
meget stor. Det lykkedes os at faa en godt beliggende Kirke
grund, og Planen gik ud paa at udskille et Sogn fra de store
Frederiksberg og Lukas Sogne. I Frederiksberg Sogn havde
de samlet ca. 15,000 Kr., og efterhaanden fik vi indsamlet
alene fra vore egne Sogne 70,000 Kr.
Jeg fik en Opfordring til at tale i Jylland og samle Penge
ind, men vi vilde skaffe det, vi manglede, selv. Ved den Tid
blev Provst Glahn syg, og jeg stod temmelig alene om det
hele. Jeg sammenkaldte et Komitémøde, hvor vi drøftede
Situationen; nogle foreslog at udstede et offentligt Opraab,
hvad jeg modsatte mig. I Stedet for sagde vi det i Kirkerne
næste Søndag, det var Paaskedag. Jeg sagde ganske tørt,
at vi havde 76,000 Kr., men skulde bruge 82,000, og vi vilde
ikke indvie en Kirke med Gæld. Vi stolede paa, at den Gud,
der gav os de 76,000, ogsaa vilde give os Resten. Jeg fik
den Dag i Lukas Kirken 600 Kr., og i den følgende Uge
strømmede der Penge ind, saaledes at jeg næste Søndag
kunde fortælle, at nu manglede vi kun 600 Kr., og dem
bad jeg Menigheden om. Jeg fik i Bøsserne 500 Kr., og des
uden fik jeg, da jeg gik fra Kirke, en Anvisning paa
1000 Kr.
Jeg fortæller Dem alt dette for at vise, hvordan Gud hø